Ved første øjekast gør Royal Cinque Ports ikke meget væsen af sig. Proshoppen er rodet som en discountbutik i firserne, og klubhuset ligner ude fra vejen en forvokset, lettere misligholdt villa. Men det er underspillet klasse, og parkeringspladsen afslører da også en del om klientellet. Denne dag spotter vi adskillige af de helt store Audi’er, et par Jaguarer og en enkelt Rolls Royce. 

Og indenfor i klubhuset bliver vi ramt af historiens vingehus: Væggene er proppet med plaketter og tavler med resultater tilbage fra mere end 130 års turneringer siden starten i 1892; på hæderspladsen troner en kopi af the Claret Jug. Klubben er nemlig en af blot 14, der gennem tiderne har afholdt The Open. To udgaver blev det til - i 1909 og i 1920, hvor vinderne blev henholdsvis J.H. Taylor og George Duncan – og klubben var udset til vært yderligere to gange, men måtte begge gange trække sig på grund af for højt tidevand.

Klubben har dog bevaret sin tilknytning til verdens ældste golfturnering, her har ofte været afholdt final qualifying til The Open. Senest i år, hvor der blev uddelt tre adgangskort til Royal Liverpool.

Der findes for øvrigt blot lidt over 70 klubber i verden, der kan smykke sig med titlen ”Royal” – og det kræver normalt, at et medlem af den britiske kongefamilie blåstempler klubben som enten protektor eller æresmedlem. Eller klubben kan søge om tilladelse til titlen hos den regerende monark. Det skete for Royal Cinque Ports’ vedkommende i 1910 via kong George V. 

 

Heldig med vinden

Banen er rendyrket links, og beliggenheden ved kysten er som regel ensbetydende med kraftig vind. Denne dag er ingen undtagelse – men vi er heldige, fortæller starteren, for i dag er vindretningen modsat normalt. Og dermed har vi en noget lettere afslutning i vente, mener han.

Vinden er afgjort med til at øge banens sværhedsgrad. Første hul spilles godt nok i medvind, og det er – sammen med afslutningshullet – eneste gang, der er vand i spil i form af en lille bæk. Men så bevæger vi os op langs kysten i strid modvind. Efter ni huller, hvor håret bliver blæst tilbage, kan vi puste lidt ud og tanke op i det lille halfway house, inden det efter et par huller på tværs går tilbage mod klubhuset.

Banen er fair, det er til at se de fleste forhindringer. Og ellers har baneguiden en genial feature: På samtlige huller er der et billede og en markering af sigtelinjen – en oplagt ide at kopiere.

Ud over vinden opstår problemerne som oftest i de meterdybe pot bunkers, der er strøet med løs hånd ud over anlægget.

Fairways rummer en masse pukler, og greens er en historie for sig. De er enorme, og vi opgiver ganske enkelt at læse de længste putts. Vi sætter bare bolden direkte på flaget og håber på det bedste.

 

Lange og brutale huller

Og så er der afslutningen. Gary Player har kaldt de sidste huller for ”de uden sammenligning fire bedste sammenhængende golfhuller i verden”. Men de er også lange og brutale, hvis de som normalt spilles i modvind. Her er vi som tidligere nævnt usandsynligt heldige med vejret, så vi har vinden i ryggen og slipper nogenlunde helskindet igennem. 

Efter runden er vi selvfølgelig nødt til at spise en frokost i restauranten på første sal med udsigt til banen. Her er stemningen – modsat mange andre klubber i samme liga - særdeles afslappet, og der er intet krav om dresscode. Til gengæld er portionerne velvoksne, og dem skyller vi ned med klubbens helt egen IPA fra fad.

Som med alle andre klubber, der huser en Open-bane, er greenfee bestemt ikke billig – i højsæsonen koster det 210 pund, svarende til godt 1800 kroner. Men oplevelsen er alle pengene værd.

Jeg var selv på ferie, da jeg fik besked om, at det er Lübker Golf Resort, der næste år skal byde DP World Tour velkommen til Danmark.

Jeg var overrasket. Royal Golf Club og Great Northern var de to navne, som flest havde hvisket om i perioden op til offentliggørelsen. Og hvis ikke de to, så gættede folk på den tidligere værtsbane Silkeborg. Eller Esbjerg, som før har vist interesse for DP World Tour. Og så er der jo også mindst tre baner nord for København, som kan løfte opgaven.

Alle er enige om, at Lübker er et fremragende sted til Danish Golf Championship 2024. At vi i Danmark bruger mere tid på at spekulere på, hvilken af mange kvalificerede baner der skal være vært for DP World Tour, og ikke om der overhovedet kommer en turnering, er værd at glæde sig over.

Hvad blev der af det nye samarbejde mellem de tre tours, som skulle gøre op med nid og nag i tourgolf?

At DP World Tour brik for brik afslører næste års kalender er dog ikke nødvendigvis godt. PGA Tour har nemlig allerede offentliggjort hele sin 2024-kalender, som minder en del om status quo. LIV Golf har tilsyneladende også tænkt sig at fortsætte med nogenlunde sit nuværende koncept.

Hvad blev der af det nye samarbejde mellem de tre tours, som skulle gøre op med nid og nag i tourgolf? Er fremtiden blot business as usual - bare uden retssager?

Især PGA Tour og LIV Golf har haft enorme armbevægelser. Det har gjort nogle golfspillere meget rigere, end de var i forvejen. Men det har også medført usikkerhed for mange og blottet grådighed og splittelse i sporten.

De aktører har en forpligtelse til at sætte sporten først og skabe en gennemsigtig struktur, hvor de bedste spillere møder hinanden, og hvor der er klare kriterier for, hvordan en spiller kan nå til tops. Det tyder ikke på, at der bliver leveret på den forpligtelse lige med det samme.

For første gang har Dansk Golf besøgt en LIV Golf-turnering og loddet reaktionerne hos publikum. Og for sidste gang har vi besøgt made in HimmerLand, hvor vi har fundet det passende at sige farvel ved at præsentere en række af de frivillige og lønnede, der har gjort folkefesten så fantastisk, som den har været i HimmerLand og sikkert også bliver på Lübker.

God læselyst.

Vi har slået os ned i et lille interimistisk loungehjørne af driving rangen i HimmerLand. Det er sidst på tirsdagen i årets Made in HimmerLand-uge i nordjyske Gatten. Normalt minder rangen til et tourstop om en travl banegård i dagene op til turneringsstart, men her sidst på eftermiddagen er der faldet en smule ro over udslagsarealet. Antallet af spillere, der er i gang med at finpudse formen, kan tælles på to hænder, og de befinder sig i det fjerneste hjørne fra, hvor vi har slået os ned. Og det passer Søren Hansen perfekt.

- Jeg kan jo godt li’ at holde lidt lav profil, skrev han til mig i en besked, da jeg først præsenterede ham for ideen om denne historie.

49-årige Søren Hansen har aldrig for alvor opsøgt rampelyset.

- Som spiller gik jeg også lidt stille med dørene, og sådan tror jeg bare, jeg lever bedst og tænker bedst.

Og med den nye rolle som træner på touren måske endda endnu mindre.

- Jeg synes jo bare det handler mere om spilleren, end det gør om træneren, siger han som noget af det første i vores samtale og fortsætter:

- En tourpro har jo i dag et større team omkring sig, der er flere, der hjælper spilleren til succes, så jeg er bare sådan en lille flig af det store arbejde, de laver.

Men nu sidder han her. Og har indvilget i at tale om den forholdsvis nye jobbeskrivelse, der betyder, at han et par timer forinden har stået på rangen sammen med Rasmus Højgaard for at gøre ham spillemæssigt helt klar til én af årets vigtigste turneringer set med danske briller. Højgaard er én af i alt seks spillere, som Søren Hansen er fast træner for i denne sæson. Tre på Challenge Touren og tre på DP World Tour. 

- Det er præcis halvandet år siden, at Rasmus kom hen og spurgte, om jeg ikke kunne hjælpe ham, og det har været super spændende, lyder det i dag fra Søren Hansen.

Lav profil

Inden da havde han blandt andre arbejdet med de danske talenter Jeppe Kristian Andersen og Nicolai Kristensen, som i dag spiller på Challenge Touren, og som Hansen fortsat er træner for, men Højgaard er i en anden liga. Allerede på det tidspunkt, hvor de indleder deres samarbejde, er han en etableret vinder på DP World Tour - en ”sleben diamant”- som Hansen selv udtrykker det, og det har også haft betydning for, hvordan deres samarbejde har været.

- Han var jo egentlig finpudset og klar og spyttet ud af et supergodt system i DGU og deres landsholdsarbejde, så jeg føler egentlig bare, jeg skulle guide ham i den rigtige retning. Og hen ad vejen falder man jo selvfølgelig over nogle tekniske ting også, men det har mere handlet om det spillemæssige, og hvordan man kommer op på det næste niveau.

Rasmus Højgaard selv har været begejstret for den sparring, han har fået.

- Søren er en rigtig dygtig træner, siger han til mig på pressemødet forud for Made in HimmerLand.

- Han forstår jo, hvordan det er at være tourspiller. Det der med at komme ud til turneringer, hvordan man skal arbejde derude, og hvordan man skal arbejde hjemme. Og han har hjulpet mig meget med at være lidt mere struktureret og blive lidt bedre til, hvordan jeg skal planlægge mine træningspas, lyder det fra Højgaard, som i ligeså høj grad ser Søren Hansen som en slags mentor.

- Der har han været dygtig, synes jeg, han har hjulpet mig meget.

Med samarbejdet med Højgaard kom der øget fokus på Søren Hansens arbejde, og siden er han også begyndt at arbejde med Thomas Bjørn, engelske James Morrison samt italieneren Matteo Manassero. Specielt sidstnævnte vender vi lidt mere indgående tilbage til senere i denne artikel, for der gemmer sig også en lille solstrålehistorie der.

Tvilling med potentiale

Men Rasmus Højgaard er klart det største navn, og selv om Søren Hansen efter eget udsagn bestræber sig på at have det samme engagement med alle sine spillere, så bliver der brugt lidt mere tid på den danske golftvilling med det store potentiale.

- Mængden af træning og tid sammen er aftalt individuelt, derfor er jeg relativt set mere sammen med Rasmus. Det ved de andre spillere godt. Rasmus er stille og rolig, og jeg føler, at jeg kan hjælpe ham rigtig meget, og han skal have den hjælp, han har behov for.

Jeg føler, at jeg får mig lidt styret i forhold til golf, og samtidig har jeg også tid til min familie, så det er perfekt

Det er snart syv år siden, at golfspilleren Søren Hansen optrådte på European Tour for indtil videre sidste gang. Det var netop i 2016-udgaven af turneringen her i HimmerLand, hvor han missede cuttet efter to runder i 75 slag og satte et punktum for en karriere, der strakte sig over 18 år med kategori på European Tour, bød på individuelle sejre i Murphys Irish Open og Mercedes Benz Championship og indeholdt længere perioder som fast inventar i verdens top-50. 

Siden slog han sig altså på trænervejen. 

- Fra den dag jeg stoppede med selv at spille, tænkte jeg det kunne være fedt at komme tilbage i en anden rolle, fordi jeg følte, at jeg kunne bidrage med et eller andet, som kunne gøre folk lidt bedre, fortæller han.

I første omgang startede han som cheftræner på den dengang nyetablerede Great Northern Golf Club i Kerteminde, hvor han umiddelbart forinden havde gennemført sin PGA-træneruddannelse.

- Jeg fik helt vildt meget ud af at gå igennem trænerskolen via Dansk PGA, lyder det i dag om tiden efter sit eget spilstop.

- Jeg lærte også virkelig meget af at være på Great Northern med alt, hvad det indebar fra juniorundervisning til begynderundvisning, samspillet med klubbens medlemmer og arbejdet med elitespillere. Jeg lærte helt vildt meget af det, og sparrede en del med andre trænere i den periode, jeg var der. 

Det var også i Kerteminde, han begyndte at arbejde med nogle gode spillere, som skulle tage skridtet ind på Challenge Touren og måske skridtet videre, et arbejde, som stille og roligt begyndte at fylde mere og mere. 

- Fordi jeg lige pludselig kunne se, at jeg kunne bidrage med noget, som gjorde, at de måske kunne spille en lille smule bedre, og derfra tog det fart. 

Og da han i september 2019 stoppede i sit job på Great Northern, lå det lige for at springe ud som fuldblodstræner på tourniveau sideløbende med et kommentatorjob som golfekspert på Discovery Plus’ PGA Tour dækning. I starten var det måske fifty-fifty i fordelingen mellem trænerarbejde og kommentering, men i dag fylder det første meget mere og det meste af min tid, siger han.

Et kodeord i hans trænerfilosofi er at være ’lyttende’. 

- De her spillere på Challenge Tour og DP World Tour-niveau er jo nogle spillere, der godt kan spille golf i forvejen, så der skal man også lytte til deres tekniske viden og deres fornemmelser, man skal ikke bare have en eller anden klar holdning og så kigge på Trackman-tal og så derudaf, der er mere i det, synes jeg.

Trænede med de bedste

Samtidig er han heller ikke bange for at bruge sit netværk og spørge andre trænere til råds. Som spiller trænede Søren Hansen selv med nogle af verdens bedste i form af Butch Harmon, Pete Cowen, Mac O’Grady, Claude Harmon III og putte-guruerne Dave Stockton og Phil Kenyon.

- Jeg ser jo ikke på det som, at nu er du låst, nu er du her hos mig, forklarer han.

- Jeg ser jo også på det som ”okay, hvordan kan man gøre ham her bedre”. Så hvis det er at tage over til en Butch Harmon, eller som for eksempel med Rasmus, at han ser en putte-træner, så er det jo vigtigt.

- Vi har et fælles mål om at blive bedre, så må man gøre det, der skal til. Og så kan det være sådan en fin balancegang i at finde de ting, der virker for den enkelte spiller, synes jeg. Men fordi jeg har prøvet at være på den ene side som træner og på den anden side som spiller, så føler jeg egentlig, at jeg sådan nogenlunde er med på en mellemvej, der er god. 

Og så er vi igen ved italieneren Matteo Manassero. Den italienske wonder-boy, der i 2010 i en alder af bare 17 år blev den yngste vinder nogensinde på European Tour. I de følgende år fulgte yderligere tre sejre på det øverste europæiske niveau inden han var fyldt 20 år, med sejren i BMW PGA Championship in 2013 som den største, men opstigningen til golfsportens øverste tinder stoppede lige så brat, som den var begyndt, og Manassero raslede ned gennem ranglisterne de efterfølgende år i takt med, at hans golfspil mere eller mindre faldt fra hinanden. Han dumpede helt ned på den sydeuropæiske Alps Tour, som er en pendant til Ecco Touren her i Danmark.

Hvis man har lov at drømme, så kunne jeg da godt tænke mig at lave en dansk majorvinder

Sidste år blev Søren Hansen kontaktet af sin tidligere manager og spurgt, om han havde interesse i at kigge på Manassero. I første omgang sagde han pænt nej, fordi han ikke mente han havde tiden og den nødvendige energi, der skulle lægges i samarbejdet, men sidst på året kom der en forespørgsel igen, og denne gang udmøntede det sig i et møde.

- Vi mødtes på en træningslejr i december måned, to gange over tre dage, og så klikkede det bare mellem os. Vi fandt en god formel for, hvordan vi kunne snakke frem og tilbage med hinanden.

Manassero havde indtil da længe kæmpet med både at få bolden i spil og bolden i hul, når han spillede med scorekort i baglommen, til gengæld lagde han et voldsomt og solidt arbejde på træningsbanen, så opgaven for Søren Hansen var egentlig ret enkel.

- Jeg kom jo så ind på et tidspunkt, hvor man måske kunne sige, hvordan fik han alt det gode, han lavede på træningsplanen, med på banen, fortæller Søren Hansen, der især anerkender italienerens arbejdsmoral og disciplin.

- Han er noget af det sejeste, jeg har oplevet, han har simpelthen bare trænet som en gal, lavet sine ting, han har fået gjort alt, hvad han er blevet bedt om, og nu er han så kommet over målstregen.

Italiensk solstrålehistorie

For sidst i maj måned vendte Manassero tilbage til vindercirklen med en sejr på Challenge Tourens stop i Denmark på Royal Golf Club på Amager. Ti år og to dage efter han vandt BMW PGA Championship, kunne han igen løfte et sejrstrofæ.

- Det er en helt fantastisk historie, men jeg kan også bare sige, at han virkelig også har arbejdet hårdt for den, for det kommer bare ikke let, når det først er gået lidt den anden vej, siger den danske træner, som i øvrigt ikke vil tage meget af æren for Matteos triumf, for i hans optik blev langt det meste af arbejdet, der ligger til grund for triumfen, lavet lang tid før, han overhovedet blev en del af italienerens team.

- Det arbejde, han har lavet uden for banen med sin fysiske træner, som han har holdt fast i, i alle de år her, det har været et fantastisk stykke arbejde. Og det bærer altså frugt, fordi han egentlig kan flytte nogle ting fra styrkelokalet til træningsbanen, fra træningsbanen til golfbanen og ud i nogle resultater på et scorekort. Der er jo det forarbejde, der er lavet mellem de to i al den tid her, som i virkeligheden er kronen på værket, synes jeg. 

Men jeg kan også høre, at du heller ikke vil tage for meget af æren for hans comeback?

-  Det vil jeg egentlig ikke, fordi jeg faktisk synes, at han lavede så meget godt arbejde i forvejen, så det var nogle få ting, der egentlig bare lige pludselig klikkede. 

Men Hansens arbejde med italieneren er ikke gået ubemærket hen på touren, og under Made in HimmerLand fortæller han, at han også har indledt et samarbejde med landsmanden Lucas Bjerregaard, der ligesom Manassero har befundet sig i et golfmæssigt hul de senere år.

- Jeg tror egentlig bare Lucas blev lidt nysgerrig på, hvad jeg lavede, og så har vi snakket lidt sammen.

Vi skal ikke længere tilbage end 2019, hvor Lucas Bjerregaard var Danmarks højest rangerede golfspiller og slog Tiger Woods i kvartfinalen ved WGC Matchplay i USA. Men i forlængelse af den sejr gik et eller andet galt for nordjyden, som sidenhen er rutsjet ned af ranglisterne og i dag spiller mere på Challenge Touren end på DP World Tour og i skrivende stund er nummer 655 på verdensranglisten.  

- Og det er jo også spændende for mig, fordi han er jo en kæmpe golfspiller og et kæmpe talent. Og det er så gået lidt den anden vej. Kunne man hjælpe det lidt på vej, det synes jeg ville være rigtig fint. 

Søren Hansen påpeger, at samarbejdet er i den meget tidlige fase, faktisk har han, da vi sidder i sofaen bag træningsbanen i HimmerLand, kun arbejdet med Bjerregaard i tre gange halvanden time.

- Men det er jo superspændende, fordi vi ved jo alle sammen, at hvis han kan komme tilbage til det særlige niveau han havde, så kommer han også helt tilbage, tænker jeg. 

Så der er nok at se til for Søren Hansen. De seks faste spillere i trænerbiksen er blevet til syv med Lucas, og han høster en del succes.

- Jeg befinder mig egentlig et meget godt sted, hvor jeg føler, at jeg får mig lidt styret i forhold til golf, og samtidig har jeg også tid til min familie, så det er perfekt, lyder det fra den sympatiske dansker.

Og selv om han altså gerne vil holde lidt lav profil, som vi indledte denne artikel med, så kan han sagtens gå og gemme på store tanker om trænerlivet.

- Altså, hvis man har lov at drømme, så kunne jeg da godt tænke mig at lave en dansk majorvinder, det kunne være rigtig sjovt og ville da være mega spændende, lyder det fra den tidligere dobbelte vinder på European Tour.

- I gamle dage var vi jo nogle stykker, som egentlig var fint med i nærheden af top-50, og de dage skal nok komme igen. Og jeg synes, det kunne være fedt at være med til at hjælpe med den udvikling.

Søren Hansen var selv for alvor fremme at snuse i et par majors da spillekarrieren var på toppen, og særligt i 2009 kunne han to gange skimte det forjættede land set med danske briller, da det blev til top-10 placeringer i både US Open og The Open Championship med en delt sjetteplads i førstnævnte som den bedste placering. Så han ved, hvad der skal til for at gøre sig gældende. 

Og han skal måske ikke kigge langt efter et godt bud til at levere den historiske bedrift. 

En jubeluge

 - Altså, jeg regner med, at du tænker på Rasmus, siger Søren Hansen, da jeg forsøger at hentyde til, at han allerede har en mand med potentiale på klientlisten.

- Han har i hvert fald kvaliteterne til det, han er sindssygt dygtig, lyder det videre.

- Men det er jo et stort skridt og et stort commitment, der skal til for at kunne blive sådan en spiller, for der er godt nok mange om buddet, og der er kun fire majors om året. Så der skal både være held, flid og timing med, som gør, at sådan noget kan lade sig gøre.  Men det der med at have snerten af, at have en spiller, som kunne være i contention, det må jeg indrømme, det drømmer jeg lidt om, og jeg tror på, at vi i dansk golf og Danmark har potentiale nok til, at virkelig kunne gøre os gældende.

Et potentiale, som Rasmus Højgaard igen fik vist i dagene efter vores snak i Himmerland. I en turnering, hvor det slet ikke lignede, at en dansker skulle spille med om sejren. Men på forunderlig og fantastisk vis havnede Højgaard i et omspil om sejren i Made in HimmerLand om søndagen, og efter en maratondyst på seks ekstra huller kunne han trække sig sejrrigt ud af turneringen i Danmark.

Og sørme om ikke også Matteo Manassero den samme dag sikrede sig årets anden sejr på Challenge Touren i Italien Challenge Open på hjemmebane.

Ikke nogen dårlig uge for den danske succestræner, der trives bedst lidt i det skjulte.

 

Hvad de siger...

 

Rasmus Højgaard om samarbejdet med Søren Hansen:

 -       Det har været fedt at bare lytte til, når både han og Thomas Bjørn kommer med nogle historier fra deres tid, når de fik råd fra de store. Altså, når de fortæller, at de havde chippelektioner med Seve og spillede prøverunder med Tiger. Så prøver de at give noget af det videre til en. Og så skal man selv se, om man kan bruge det. Så prøver man at finde sin egen vej. Så Søren er god til at give noget information, og så er det op til mig selv at finde ud af, at det er noget, jeg kan bruge og noget af det her, det kan jeg ikke lide, så det smider jeg væk. Så finder man sin egen vej i det. Det har i hvert fald været en stor hjælp, det her med, at han har kendskab til at være tourspiller. Alle de ting, der går igennem en. For det kan godt være lidt komplekst nogle gange, hvis man skal dykke ned i alle detaljerne og forklare, hvordan man har det.

 

Søren Hansen om samarbejdet med Thomas Bjørn

-       Han har desværre gået og døjet lidt med noget skade, men han har været superspændende at arbejde med.  Det er selvfølgelig en kæmpe opgave at 

arbejde med sådan en personlighed, men det har været mega lærerigt. Men samtidig har det også været, hvordan kan man sige det, et puslespil, som det har været nemmere at lægge, fordi han allerede selv har så meget bagage med. 

  

Lucas Bjerregaard om samarbejdet med Søren Hansen

-       Det er det lange spil, jeg har døjet med, og det er stadig ikke skidegodt. Men på det sidste har jeg set nogle ting – seks huller ad gangen, hvor jeg ser noget godt og et andet mønster i tingene. Det er dejligt. Teknisk er det ikke så stort igen, det Søren og jeg snakker om. Men vi har haft nogle gode snakke. Han ved, hvordan det er at stå herude. Vi snakker meget om fornemmelser, og hvad det er for nogle slag, vi skal slå. 

 

Spillere i Sørens Hansens trænerstald

• Jeppe Kristian Andersen: Spiller fast på Challenge Touren og har tre sejre på Nordic League. Har arbejdet sammen med Søren Hansen siden 2021.

• Nicolai B. Kristensen: Spiller også fast på Challenge Touren og var sidste år meget tæt på at rykke op på DP World Tour. Har en sejr på både Challenge Touren og på Nordic League. Har arbejdet sammen med Søren Hansen siden 2021.

• Matteo Manassero: Spiller lige nu på Challenge Touren, men har tidligere vundet fire gange på Europa Touren. Efter en langstrakt spillemæssig krise er han på vej tilbage og har vundet to gange på Challenge Touren i år. Har arbejdet sammen med Søren Hansen siden årsskiftet.

• Rasmus Højgaard: Spiller fast på DP World Tour og forsøger at spille sig til et fast kort på PGA Touren. Har vundet fire gange på DP World Tour. Har arbejdet sammen med Søren Hansen siden starten af 2022.

• Thomas Bjørn: Danmarks mest vindende golfspiller gennem tiderne med 15 sejre på Europa Touren. Har arbejdet sammen med Søren Hansen siden 2022.

• James Morrison: Spiller fast på DP World Tour, hvor han indtil nu har vundet to gange. Har arbejdet sammen med Søren Hansen siden maj 2023.

• Lucas Bjerregaard: Spiller lige nu på Challenge Touren, men har tidligere vundet to gange på Europa Touren. Har netop indledt et samarbejde med Søren Hansen.

Under en tv-transmission af PGA Championship havde en seer bemærket en eller flere spillere trykke deres putter ned på puttelinjen flere gange og spurgte derfor, om det var tilladt.

Den ene kommentator svarede: 

- Ja, reglerne er lavet om, hvortil den anden uddybede: 
- Det skal dog være skader, men det vil man stort set altid kunne argumentere for.

Det sidste er måske nok rigtigt i sådanne turneringer, hvor greens er meget velplejede, hullerne flyttes hver dag, og en del spiller med metal-spikes, men det er ikke alle skader og tilstande, der må repareres på greenen.

Siden 1960 har Golfreglerne tilladt at reparere nedslagsmærker i puttelinjen (og det var også først dette år, det blev tilladt at løfte og rense sin bold på greenen). 

I 1980 blev gamle hulpropper tilføjet reglen, og sådan vedblev det at være indtil 2019.

Nu er det tilladt at reparere de fleste typer skader på greenen, men altså ikke alle.

Regel 13.1c(2) siger, at man må reparere skader på greenen påført af enhver person, inkl. spilleren selv, eller en ekstern påvirkning.

https://www.randa.org/da-DK/rog/the-rules-of-golf/rule-13#13_1c

En ekstern påvirkning er en separat definition i Golfreglerne og inkluderer udover personer også dyr, enhver naturlig eller kunstig genstand eller noget andet (herunder en anden bold i bevægelse), kunstigt fremført luft og vand, såsom fra en ventilator eller et vandingsanlæg, men ikke naturkræfter.

 

Reglen nævner følgende eksempler på skader, der må repareres på greenen:

• Nedslagsmærker, skade efter sko (såsom spike-mærker) og skrammer eller fordybninger forårsaget af udstyr eller en flagstang

• Gamle hulpropper, græspropper, samlinger mellem nyplaceret græstørv og skrammer eller fordybninger fra vedligeholdelsesværktøjer eller køretøjer

• Dyrespor eller fordybninger efter hove

• Fæstnede genstande (såsom en sten, agern, hagl eller tee) og fordybninger forårsaget af disse

 

Derimod er det ikke tilladt at reparere nogen skade eller tilstand, som er forårsaget af:

• Normal praksis for at vedligeholde de normale forhold på greenen (såsom luftningshuller og vertikalskæring)

• Vanding, regn eller andre naturkræfter

• Naturlige uregelmæssigheder på overfladen (såsom ukrudt eller områder med syg, ujævn eller manglende vækst)

• Naturligt slid af hullet

 

Man må altså gerne reparere skaden, hvis man f.eks. kommer til at ramme hulkanten med flagstangen, men må ikke gøre noget, hvis hullet blot er naturligt slidt og måske ikke helt rundt, for eksempel hvis det ikke bliver skiftet hver dag.

Reglen gælder uanset om bolden er på eller uden for green.

Hvis man ligger lige uden for greenen og gerne vil putte ind, må man gerne reparere nedslagsmærker m.m. på greenen – men ikke nedslagsmærker i spillelinjen uden for green.

Hvis et nedslagsmærke er delvist på og uden for greenen, må man dog gerne reparere hele mærket.

Bemærk, at man ikke må udbedre luftningshullerne, når greens er blevet ”prikket”.

Dels ville dette modvirke den ønskede effekt af prikningen, dels ville det tage alt for lang tid at skulle udbedre ethvert sådant hul på en lang puttelinje.

Hvis en bold ligger i et sådant hul, må man heller ikke lægge bolden ved siden af hullet, når man skal genplacere efter at have løftet den.

Men hvis bolden lå uden for hullerne, inden man løftede den, og falder ned i et hul ved genplacering, må man gerne forsøge igen at få den til at ligge stille på det oprindelige sted, og hvis dette ikke lykkes, skal man placere den det nærmeste sted, ikke tættere hullet, hvor bolden kan ligge stille.

Se Regel 14.2e: https://www.randa.org/da-DK/rog/the-rules-of-golf/rule-14#14_2e

 
Især ved større luftningshuller kan det virke uretfærdigt at skulle putte fra et sådant hul, hvorfor komiteen kan vælge at indføre standard lokalregel E-4, der giver lov til at placere bolden lige uden for hullet:
https://www.randa.org/da-DK/rog/committee-procedures/8#8e_e-4

Men der kan ikke laves en lokalregel, der giver lempelse for gene i spillelinjen.

Diskvalificeret efter en 62’er i US Open-kvalifikation pga. luftningshuller

Tommy Kuhl fra University of Illinois troede, at han havde gået sit livs runde og var gået videre til næste runde i kvalifikationen til dette års US Open efter en 9 under par 62’er, som ville have været ny banerekord i Illini Golf Club.

Greens var blevet prikket et godt stykke tid inden turneringen, men pga. dårlige vækstbetingelser havde luftningshullerne ikke lukket sig, og Kuhl havde adskillige gange repareret sådanne huller i sin puttelinje.

Efter at have afleveret sit scorekort gik han ud for at følge en af sine holdkammerater, der var i omspil om den femte og sidste plads til videre kvalifikation. Da en anden holdkammerat fortalte om, hvor svært det havde været at putte på de prikkede greens, gik det op for Kuhl, at han havde brudt reglerne på greens gennem hele runden.

Han fik det fysisk dårligt og var klar over, at hvis han ikke gjorde opmærksom på sine regelbrud, ville han ikke kunne sove om natten, så han kontaktede den nærmeste dommer og indrømmede sin brøde.

Det forlyder ikke, hvor mange strafslag Kuhl havde pådraget sig, men forseelserne kostede ham to strafslag for hvert putt, hvor han forinden havde rettet luftningshuller op i modstrid med Regel 8.1a(3): https://www.randa.org/da-DK/rog/the-rules-of-golf/rule-8#8_1a og de mange strafslag gjorde selvfølgelig, at han ikke kvalificerede sig.

Mange amerikanske medier rapporterede, at Kuhl have ”diskvalificeret sig selv”, men dels kan man ikke diskvalificere sig selv – højst gøre komitéen opmærksom på, hvis man mener at have pådraget sig en diskvalifikationsstraf, dels bliver man ikke længere diskvalificeret for at have afleveret et scorekort med en for lav score på et hul, hvis dette udelukkende skyldes, at man undlod at medregne et eller flere strafslag, som man ikke kendte til, før scorekortet blev afleveret.
Hvis fejlen opdages inden turneringen er afsluttet, skal komitéen blot ændre spillerens score for de pågældende huller ved at tillægge hullerne de(t) strafslag, som skulle have været inkluderet i scoren for de pågældende huller ifølge reglerne.
Se undtagelsen til Regel 3.3b(3):

https://www.randa.org/da-DK/rog/the-rules-of-golf/rule-3#3_3b

Kuhl tog det i hvert fald udadtil pænt, bebrejdede ingen andre, men indrømmede, at det var hans egen fejl, og at han burde have kendt den pågældende Regel.

Det kan man vel sige var ganske Kuhl.

Det er sommer, og landets lufthavne summer af liv og rullende kufferter. Faktisk bippes der så mange boardingpas gennem systemerne, at der måned efter måned meldes om rekordmange rejsende. Danskerne vil igen opleve verden efter flere års coronafængsel, og rejsebranchen har for alvor fået luft under vingerne igen.

Det gælder også på markedet for golfrejser, hvor de store arrangører sælger rejser, som var det gær under en storkonflikt.

– Vi har travlt – det ser rigtig godt ud. Hvis du tager omsætningen, er vi 20 procent over sidste år, fortæller ejeren af green2green, Peter Grinsted.

Så er I på niveau med tiden før corona?

– Nej, vi er langt foran, afslører han.

Nogenlunde samme fortælling kommer fra Bravo Tours, hvor man også har travlt med at lange golfrejser over disken. Selv om det har taget sin tid.

– I højsæsonen – forår og efterår – har vi været lidt slået ned af corona, men vi er kommet fint i gang i år. Og jeg forventer, ud fra de foreløbige tal, at vi kommer til at få det største år inden for golfrejser i Bravo Golf nogensinde, fortæller administrerende direktør og medejer, Peder Hornshøj.

– Vi ser ind i 2024, som er ved at eksplodere mellem fingrene på os salgsmæssigt. Det er dejligt, siger Peder Hornshøj.

Hos Nordic Golfers har man efter en særdeles travl periode fået pulsen lidt ned igen.    

- Der var et stort boom efter coronatiden, men nu har vi fundet et mere normalt niveau. Tingene kører lidt mere stabilt uden de store udsving. Men når det er sagt, så vil folk jo gerne rejse på nogenlunde samme tidspunkter, og hvis ikke man er hurtigt ude og får reserveret, så får man ikke de gode starttider eller den ønskede værelseskategori. Så man skal stadigvæk planlægge i god tid, hvis man vil have det bedste, siger Jess Krelskov, direktør i Nordic Golfers.  

I en tid med stigende omkostninger er prisen på golfrejser naturligt nok også steget. Præcis hvor meget står ikke klart, men Peter Grinsted har et bud.

 – Minimum 10%. Men folk køber alligevel. Min gennemsnitlige kunde har vel mistet 10-20% af deres resterende golfrejseliv p.g.a. corona – to-tre år er væk – og folk har sparet penge op til at rejse. De tænker: “For fanden, vi har ikke så mange år tilbage”, og pengene hober sig op, så mange vælger at opgradere deres rejser, fortæller han.

– Der er ikke sket noget drastisk med priserne. Flyene er måske blevet en snert dyrere, men det er primært på rejsemålene, hvor omkostninger er steget. Energi og lønninger er steget mange steder, så det giver lidt prisstigninger. Men jeg synes ikke, det er dramatisk, fastslår Peder Hornshøj fra Bravo Tours.

De stigende priser er dog ikke noget problem. Tværtimod bruger danskerne gerne flere penge.

– Vi mærker hver eneste dag, at danskerne virkelig prioriterer at komme ud at rejse. Og at det skal være godt, man går ikke på kompromis. Hvor man måske tidligere holdt sig til et godt 3+-hotel, så vælges nu fire eller fem stjerner – man opgraderer rejsen på alle de ting, man kan, fortæller Peder Hornshøj.

Jess Krelskov er helt enig i kollegernes betragtning, og han mener også, at den triste coronaperiode har givet danskerne et lidt andet syn på kvalitet. 

- Flere og flere vælger at bruge lidt mere på rejserne. Mange vælger at spille en lidt bedre bane, bo en tand bedre og forkæle sig selv lidt mere. Dem, der tidligere gik efter tre stjerner, går nu efter fire. De vil gerne have lidt mere kvalitet, og jeg tror, at corona har haft den effekt, at folk ikke vil nøjes. Folk vil gerne bruge nogle tusinde mere på at få de ekstra oplevelser med hjem, siger Jess Krelskov, der fra hovedkontoret i Spanien har 10 ansatte til at hjælpe golf- og feriehungrende danskere med at booke rejser. 

Hos green2green har man på grund af den stigende efterspørgsel opgraderet sin forretning. Det århusiansk baserede green2green flytter snart i nye, større lokaler, og hvor deres primære kundebase hidtil har befundet sig i Jylland med rejser til og fra de jyske lufthavne, er der nu større planer i støbeskeen.

– Vores mission er at udbrede green2green til hele Danmark. Vi går i konkurrence med København, og med tiden vil vi også gerne åbne kontor i Sydsverige, afslører Peter Grinsted.

Også hos Bravo Tours er oprustningen mærkbar. Firmaet har altid haft golfrejser på programmet – faktisk var firmaets allerførste flyvning i 1999 en matchtur til Mallorca. Golfen har dog ikke været hovedfokus de seneste år, men det ændrer sig nu, hvor målet er at blive størst på markedet for golfrejser. Det betyder flere nyansættelser og nye destinationer og klar branding af Bravo Golf.

– Vi kommer med mange golfrejsemål næste år, som vi aldrig har haft før. Og derudover er hele fly dedikeret til golfspillere – til velkendte destinationer som Mallorca, Costa del Sol og Algarve, beretter Peder Hornshøj.

Mange vælger at spille en lidt bedre bane, bo en tand bedre og forkæle sig selv lidt mere.

Måden, danskerne rejser på, har ikke ændret sig voldsomt efter corona. Bortset fra, at de tager flere ture og bruger flere penge. Men en af de ting, Peter Grinsted opfandt under corona for blot at have en lille smule gang i forretningen, da verden var lukket ned, var matchture i Danmark.

– Det havde vi aldrig lavet, hvis ikke det havde været for corona. Men det sælger stadig rigtig godt, så det fortsætter vi med, fortæller han.

Han trækker sig for øvrigt som chef for butikken 1. september, når sønnen Nicolaj i stedet sætter sig i direktørstolen. Peter Grinsted vil dog stadig være tilknyttet det firma, han selv har skabt, i en eller anden form. 

Under corona blev golfspillerne i lange perioder tvunget over i bilen, hvis de skulle spille golf i udlandet. Og da Dansk Golf talte med Jess Krelskov i 2020, spåede han, at corona - ligesom med f.eks. hjemmearbejde - måske kunne ændre folks golfrejsevaner. Men sådan er det altså ikke gået. 

- Folk er tilbage i et fuldstændigt normalt rejsemønster i forhold til at hoppe på en flyvemaskine og rejse til Tyrkiet eller Algarve. Tilgængeligheden er der igen med hensyn til fly, så det giver ikke mening for folk at holde fast i de rejsemønstre, der opstod med bilen under corona, siger Jess Krelskov. 

Vi kommer med mange golfrejsemål næste år, som vi aldrig har haft før.

Hvor skal vi hen, du? 

Mange danske golfspillere rejser hvert år på en eller flere golfferier, og hvis man savner inspiration til den næste tur, har vi bedt golfrejsebureauernes direktører om at komme med anbefalinger til rejser i forskellige kategorier.  

Den eksklusive

Hvis du ikke har lyst til at gå på kompromis og kvaliteten skal helt op at ringe. 

- Der vil jeg sige Japan. Vi har haft folk derude nogle gange – og det er ikke så dyrt, som folk tror. Jo, i Tokyo, men ikke det øvrige Japan. De har 2.300 golfbaner – og mange kan spilles til en god pris. Der skal man også rejse til for at opleve et helt andet samfund.

Peter Grinsted, green2green

 

- Hvis folk vil have noget fra den øverste hylde, så er Mauritius et godt bud. Her får du både bounty-effekt, verdensklasse-golf og meget høj service på hoteller og restauranter.   

Jess Krelskov, Nordic Golfers 

 

- Det kunne være Mauritius. Det er meget eksotisk og eksklusivt – også hvad golf angår. Det kunne også være Hua Hin i Thailand. Fantastiske golfbaner, flotte hoteller og Bravo Tours har lavet en fantastisk flyaftale med super priser på business class og Premium Economy for kommende vinter.

Peder Hornshøj, Bravo Tours

 

Den spritnye

Hvis man er typen, der troligt er rejst til samme destination 15 år i træk, men nu gerne vil prøve noget nyt, er der flere muligheder på tapetet. 

- Her vil jeg nævne en gammel kending, som har re-brandet sig selv. Det er det tidligere PGA of Catalunya (ved Barcelona, red). som i dag går under navnet Camiral. Banerne er blevet renoveret, og de er ved at løfte standarden til et endnu højere niveau. Det var godt før, men det er bare blevet endnu bedre, og så skal de i gang med at bygge en tredje bane. 

Jess Krelskov, Nordic Golfers

 

- Agadir i Marokko er et godt bud. Det er en vildt god golfdestination med fem-seks baner i rigtig god kvalitet – samt fine hoteller og det gode ferieliv. Vejrmæssigt er det også lidt opgraderet i forhold til Sydeuropa. Det kunne også være Kenya, hvor man har en enestående kombination med golf og safari.

Peder Hornshøj, Bravo Tours

 

- Her tænker jeg i retning af Island, hvor der findes mange baner, og De Britiske Øer - Skotland, England, Wales, Irland, Jersey, Isle of Man. Denne destination ligger jo lige på den anden side af Vesterhavet, og i sin tid roede vi dertil.

Peter Grinsted, green2green

 

Den prisvenlige

Efter en lang periode med stigende priser på el, dagligvarer og alt muligt andet, kan der være behov for at finde et rejsemål, som ikke slår bunden ud af budgettet. 

- Det kunne godt være ved Sortehavet i Bulgarien. Der er et rigtig godt femstjernet hotel på golfbanen – med nem adgang til to andre baner. Det kan godt laves for under 7.000 kr. Og det er endda med fri golf i en uge.

Peder Hornshøj, Bravo Tours

 

- Hvis man kigger mod Portugal og Spanien og er villig til at bruge en time til halvanden på at køre, kan man finde nogle lækre prisbillige resorts. Fra Malaga kan man f.eks. køre til resortet Fairplay, hvor beliggenheden gør, at man er i stand til at holde priserne nede. Og flyver man til Alicante, kan man gøre det samme på golfresortet Valle Del Este, hvor man får lidt mere for pengene.  

Jess Krelskov, Nordic Golfers

 

- Så vil jeg sige Tunesien. Prisen er helt nede i 7-9000 kr. med all inclusive. Det er virkelig value for money. Vi har taget det ind for at erstatte Tyrkiet – der er for mange russere.

Peter Grinsted, green2green

 

Det sikre hit

Hvis du får ansvaret for at invitere to vennepar med på en golfrejse og bare gerne vil have, at det hele spiller. 

- Her vil jeg sige Costa del Sol, som også er relativt billigt som golfrejsemål. Golfbanerne er ikke stukket af prismæssigt, som de er så mange andre steder. Vejret er godt og kvaliteten er høj.

Peder Hornshøj, Bravo Tours

 

- Der er jeg nødt til at sige Sydspanien og det sydlige Portugal. Algarve og Cadiz/Huelva/Costa da Luz – det er det sikre for kunderne, mange af dem har været der mange gange.

Peter Grinsted, green2green

 

- Her ville jeg vælge et resort i Portugal, som generelt holder rigtig høj standard, og hvor serviceniveauet er i top fra du kommer til du går. I Lissabon-området kunne det være Quinta de Marinha, Praia D’el Rey eller Oitavos, og på Algarve-kysten er der Quinta do Lago, som i min optik er et af verdens bedste resorts. 

Jess Krelskov, Nordic Golfers

 

 

Smutturen 

Hvis tiden er knap og lysten til golf er stor. 

- Her ryger vi naturligt over i nærområdet, og jeg vil anbefale en tur til Barsebäck. Her er der kommet nye ejere, som har postet mange penge i en renovering af både bane og hotel. Her får man rigtig god value for money, og her vil jeg næsten garantere, at folk ikke bliver skuffede.  

Jess Krelskov, Nordic Golfers. 

- Mallorca og Costa del Sol ligger lige til højrebenet. God kvalitet og let at komme til.

Peder Hornshøj, Bravo Tours 

 

- Hop på en flyver til Birmingham og tag ud at spille Belfry og Forest of Arden. Eller flyv til Aberdeen, spil to-tre linksbaner og nyd noget god whisky.

Peter Grinsted, green2green

 

Den excentriske

Hvis du gerne vil byde ind med noget ekstraordinært, når ventetiden på teestedet går med at tale golfrejser. 

- Privatfly til små, eksotiske destinationer – som er uopdagede. Kan nævne i flæng: Normandiet, Jersey, Isle of Man, Gotland, Ålandsøerne – eller Lofoten  i Nordnorge. Der er mange, der gerne vil bruge penge på det.

Peter Grinsted, green2green  

 

- Når jeg tænker på et sted, som andre golfspillere taler ekstra begejstret om, når de er kommet hjem, er det næsten altid Sydafrika, der kommer op. Kvaliteten og udsigten på banerne - måske krydret med noget safari på land eller vand - det gør det til noget specielt.   

Jess Krelskov, Nordic Golfers 

 

- Mauritius er også et godt bud her. 

Peder Hornshøj, Bravo Tours

 

  

De danske golfspillere: Spanien er favoritten

Danskerne elsker at tage på golfferie, og vil generelt gerne afsted flere gange om året, og de dyrere priser, der præger markedet, bremser på ingen måde rejselysten. Og det ultimative favoritrejsemål er en gammel klassiker – nemlig Spanien.

Det viser en stor brugerundersøgelse på Golf.dk, som mere end 600 har deltaget i. Nedenunder kan du dykke ned i tallene, der afslører danskernes rejsevaner.
 

Hvor mange gange tager du/I på golfophold i Danmark om året?

 

Hvor mange gange tager du/I typisk på golfferie til udlandet på et år - inklusiv weekendture og lignende?

Hvor foretrækker du at rejse på golfferie af længere varighed (over 5 dage)? 

 

Hvor meget har du rejst med golf efter corona (både ind- og udland)?

 

Hvilke destinationer, som du ikke har prøvet før, ville du overveje?

 

Hvad betyder mest for dig, når du skal på golfferie?

 

Priserne på golfferier/golfophold er generelt steget - er du villig til at betale mere for en golfferie i dag, end du gjorde for fem år siden?

 

Sammenlignet med tiden før corona, er du villig til at betale lidt mere for at få ekstra kvalitet på enten golfbaner eller hotel?  

 

Har du en destination, du vil kalde et “stamsted”, som du er rejst til mindst ti gange?

Der er masser af gode grunde til at besøge Sønderborg og omegn.

Det er jeg blevet forvisset om over tre besøg i over de sidste to år i forbindelse med, at vi i familien har fået et sommerhus i området. 

Dybbøl Mølle. Det livlige og atmosfærefyldte havneområde i Sønderborg. Gendarmstien. Udsigten fra panoramaetagen på Alsik Hotel. Let adgang til billige øl syd for grænsen. Historiens vingesus i museet på Sønderborg Slot. Videnskab og fordybelse på Danfoss Universe.

Det er først ved fjerde besøg, at jeg opdager Sønderborg Golfklub, som en selvstændig god grund til at komme tilbage til byen, jeg ellers dårligt har besøgt, siden jeg var elev på sergentskolen i 1993.

Forventningerne er i et helt neutralt leje, da jeg kører afsted mod banen i begyndelsen af juni. Målet er en god golfdag med familie, ikke banen i sig selv.

Det første glimt af banen fra landevejen afslører da heller ikke noget bemærkelsesværdigt, men når man svinger ind på alléen mod den gamle gård Gundstrup, som nu er klubhus, ændrer indtryk og stemning sig hurtigt.

I Sønderborg vil man gerne kæle for detaljerne. Der er plantet rhododendron bag første green og et par andre steder på banen. Og klubformand Gerhard Bertelsen fortæller til Dansk Golf, at man snart får en træskulptur af den iranske kunstner Solmaz Vilkachi op at stå ved putting green.

 

Vær vågen på banen

Når jeg vender tilbage til klubben, vil jeg bruge et par minutter til at se på den, inden jeg slår ud på første hul.

For på selve banen skal man være vågen.

Sønderborg er ikke den sværeste bane, jeg har spillet, men der er hele tiden noget, der udfordrer dig.

Det store træ midt i tredje fairway betyder, at hullet skal spilles med omtanke, og så kan du bagefter standse og dufte de flotte blomster bag green. 

På andre huller er der velplacerede strafområder eller levende hegn, som vil tvinge dig ud i svære forhandlinger med dig selv. 

Nogle huller er så lange, så et godt drive er et krav, hvis du vil gå fra hullet med oprejst pande. Andre er korte og kalder på finesse og strategi. Det er med andre ord en alsidig oplevelse at spille Sønderborg Golfklub.
 

SE DRONEVIDEO FRA SØNDERBORG GOLFFKLUB LIGE HERUNDER

 

De bakker, der er i området, er nærmest optimalt udnyttet. Der er flere højt beliggende teesteder med lækker udsigt, ligesom man et par gange bliver bedt om at slå et svært approachslag til en højtliggende green.

Der er nogle steder på banen, hvor man ikke kan se hele det område, man slår ind i, men man famler aldrig i blinde, som man nogle steder gør, når man spiller en bane for første gang.

Vi steg ekstraordinært under corona, men vi er stadig næsten 70 flere end før corona

Greens er ikke specielt vanskelige eller kuperede, men der er hældninger nok til, at du sjældent får et helt lige putt.

Jeg kender flere, der ser det som et kvalitetstegn, at man efter en runde på en ny bane kan huske mange af hullerne. Det kan jeg stadig her adskillige uger efter, og golfbanen på Als får en varm anbefaling herfra.
 

 

En klub i stadig udvikling

Sønderborg Golfklub har i sin 43-årige levetid skiftet navn, beliggenhed og størrelse flere gange.

Og udviklingen er stadig i gang.

- Vi vokser kontinuerligt. Vi steg ekstraordinært under corona, men vi er stadig næsten 70 flere end før corona, siger Gerhard Bertelsen, der er formand for Sønderborg Golfklub.

I dag er der omkring 850 medlemmer i klubben, som ligger i det, der engang hed Augustenborg Kommune (da jeg så banens rhododendroner, legede jeg lidt med tanken om at kalde artiklen her “Augustenborgs Augusta”, men droppede det gudskelov igen).

Alssund Golfklubs oprindelige bane nåede at være på både seks, otte og ni huller, og de lå på en del af et militært øvelsesområde tilknyttet Sønderborg Kaserne.

I midten af 90’erne fik man en aftale med gården Gundstrup om at forpagte jorden, og Frederik Dreier tegnede de 18 huller. I dag ejer klubben banen.

- Vi har projekter for forskønnelse og effektivitet, siger Gerhard Bertelsen, når han skal sammenfatte tankegangen i klubbens bestyrelse.

Han fortæller, at klubben har “de samme problemer som alle andre”. 

Derfor arbejder man aktuelt med både at forbedre dræningen og forbedre muligheden for at opsamle vand til tørkeperioder.

- Vores bane er stort set aldrig lukket. Det er meget vigtigt for os, siger Gerhard Bertelsen.

På forskønnelsessiden har man plantet træer og vildblomster og anlagt stengærdet bag 1. green, som samtidig sparer tid. Før var der nemlig en del spillere, der slog ind i roughen bag første green. I forvejen fremmer det ikke flow på banen, når den åbner med et par 3-hul og endnu mindre, hvis folk trasker rundt og leder efter bolde bag green.

Sønderborg Golfklub har en aktiv tilgang til det omkringliggende samfund, hvor man sammen med Nordborg Golfklub kommer til at indgå i tilbuddet til gæster i det kommende ferieresort på Nordals. Klubben har også sluttet sig til gruppen af klubber, der tilbyder rehab-golf til folk med senhjerneskade.

- Vi har også lige gennemført Kvinder & Golf. Det har været en kæmpe succes. Alle de 15, der deltog, er startet som begyndere i klubben, beretter Gerhard Bertelsen.

 

 

Dansk Golf mødte et udvalg af de utallige dedikerede frivillige, medarbejdere, spillere og publikummer, som trofast er dukket op for at skabe en af de mest succesfulde og omtalte turneringer på den europæiske tourkalender.

 

Chaufføren  

Siden den spæde start i 2014 har Peter Aaberg været fast soldat i den hær af frivillige, som bag kulisserne har sørget for at få tingene til at glide i HimmerLand. Eller køre om man vil. For når DP World-tourspillerne gennem årene er ankommet til lufthavnene i Aalborg eller Billund, har der som regel stået en chauffør med en courtesy car til at fragte dem videre til hotel eller golfbane. 

En af dem, der har stået og viftet med et Made in HimmerLand-skilt, er aalborgenseren Peter Aaberg, som i 2014 hentede den allerførste spiller i Aalborg Lufthavn. 

- Det var Felipe Aguilar fra Chile, siger Peter Aaberg, der ikke selv spiller golf, men som følger de professionelle spilleres gøren og laden. Ikke mindst dem han har haft siddende på bagsædet. 

- Mange af spillerne kender man efterhånden, og de kender en. Mange af dem giver hånd, når man kommer til lufthavnen, og det synes jeg er en del af charmen. Nogle sidder og knævrer løs, mens andre sætter sig ned og tager høretelefoner på med det samme. Og når jeg sidder og ser golf på tv, giver det lidt ekstra til oplevelsen, fordi man kender spillerne og deres koner og kærester en smule, fortæller Peter Aaberg, der har sin helt egen favorit blandt de mange spillere, han har kørt med. 

- Da Robert Rock spillede, kom han altid hen og gav hånd og snakkede, og han kunne huske mit navn. Han lærte aldrig at reservere tid til en courtesy car, men han var virkelig sød, siger Peter Aaberg. 

I takt med, at der er kommet flere hotelværelser på resortet i HimmerLand, har der i de senere år været mindre behov for kørsel, fordi flere vælger at blive boende tæt på banen. I de første år var der omkring 65 biler og chauffører - omtrent så dobbelt så mange som i dag.  Men Peter Aaberg er altså fortsat med at køre de efterhånden mange forskellige Mercedes-modeller, der har været i brug gennem årene. 

Til daglig arbejder han i et byggemarked i Aalborg, og det er blevet en tradition, at han lægger en uges ferie i den uge, hvor Made in HimmerLand bliver spillet. 

- Mange af mine kolleger på arbejdet kan ikke forstå, hvorfor jeg gør det. Men nu har jeg været med i alle år, så det er blevet en livsstil for mig. Det er de samme mennesker, der kommer hvert år, og når vi møder hinanden og sidder og småsnakker, er det som om, vi ikke har været væk fra hinanden. Vi er nærmest en lille familie, siger Peter Aaberg, der også er med, hvis der bliver bud efter ham næste år. 

- Jeg er helt klar. Og hvis der ikke bliver behov for courtesy cars det næste sted, er jeg også villig til at være frivillig på et andet område. 

 

Tilskuerne 

Det ikoniske 16. hul har om noget været billedet på folkefesten i HimmerLand. År efter år har det fungeret som en magnet for festglade golffans, og to af dem har - næsten bogstaveligt talt - været fast inventar på HimmerLand Hill fra morgen til aften, siden de allerførste wedgeslag blev slået ind til den finurlige green i 2014. 

- De to første år var vi ude at kigge torsdag og fredag, men siden har vi siddet her på 16. hver dag, fortæller Pernille Sørensen fra Ølstykke, som de sidste par år har haft en fast sidemand i form af Dan Bang fra Løgstør.  

De faldt i snak ved greenkanten i 2021 og har siden siddet ved siden af hinanden. For at sikre sig pladserne helt fremme ved “scenen” bruger de samme taktik som turister på et charterhotel i syden, hvor håndklædet skal ned på liggestolen så tidligt som muligt. 

- Vi ved, vi skal være her tidligt, så vi kommer gerne 6.30, siger Dan Bang.

På rebet lige foran de to superfans hænger der små dannebrogsflag og birdieænder, som er klar til at få et klem, når der bliver lavet en toer (eller endnu bedre) på hullet. Alle spillere bliver troligt klappet ind på green, og når der er danskere i farvandet, får de lige en ekstra salut. 

- Så rejser man sig op og klapper, siger Pernille Sørensen, der efterhånden har fået et helt særligt forhold til hullet.

- Der er bare en helt speciel atmosfære, og jeg tror, man får svært ved at lave noget lignende andre steder, siger Pernille Sørensen, der sagtens kunne forestille sig at være med på sidelinjen næste år - et andet sted i kongeriget.  

- Det vil jeg bestemt ikke afvise, siger Pernille Sørensen med et grin.

 

Starteren 

- This is game number thirty-six. Please welcome from England, Matthew Baldwin. 

Det er lørdag, solen skinner fra en skyfri himmel og manden i det spraglede, rød-hvide jakkesæt præsenterer spillerne fra sin plads bag den lille pult på første teested. Som han altid har gjort. 

Robert Kristensen - i folkemunde bedre kendt som “Bobby the Pro” - har i samtlige år i Made in HimmerLand-æraen præsenteret de håbefulde proer og amatører, som har placeret teen i jorden og vippet på kasketten. Omkring 2.500 navne er blevet udsat for Bobbys stemmebånd, siden Joachim B. Hansen i 2014 fik æren af at blive præsenteret som den første. Søndag den 9. juli 2023 klokken 13.35 blev Nacho Elvira den foreløbigt sidste. 

- Det er da lidt vemodigt. Men nu skal turneringen lige ud at have lidt luft, og så kommer den måske tilbage på et tidspunkt, siger Bobby i en pause mellem to præsentationer.  

Trænerlegenden har efterhånden fået solid træning i at udtale navne, som ellers kan få tungen til at slå knuder.

- Der er nogle navne, som man lige skal udtale lidt langsommere. Men så går det også. Og spillerne er bedøvende ligeglade med, hvordan man udtaler det. De vil bare gerne afsted, siger Bobby. 

Sammen med sin tidligere makker fra Himmerland, Howard Barton, som torsdag og fredag har haft æren af at sende spillerne afsted fra 10. tee har han udviklet små fiffige talesprog til at hjælpe sig igennem udtalen. 

- Jazz Janewattananond er nok den sværeste, der har været, men så har jeg sammen med Howie lavet en huskeregel, som er “Jane Was Very Annoyed.” Det er lidt det samme med Ryo Hisatsune, hvor efternavnet lyder ligesom - “han sat’ sig ned”, siger Bobby, der erklærer sig klar til at præsentere flere tourspillere de kommende år, uanset hvor i Danmark det bliver. 

- Jeg håber da at komme med videre. Nu føler jeg, at jeg hører til. Og nu har vi også outfittet til det, siger Bobby the Starter. 

 

Vinderen  

Marc Warren løftede det allerførste trofæ i Made in Denmark i 2014, og er bortset fra et enkelt skadesafbud vendt tilbage hvert eneste år.

 - Jeg kommer tilbage på grund af den måde, turneringen bliver kørt på. Flemming og Thomas har gjort et fantastisk arbejde med at skabe en af de sjove turneringer i kalenderen. Der er altid virkelig god stemning, og det har været en af dem, der har været let at putte i kalenderen, siger skotten, der som et bevis på turneringens levetid har taget sin 10-årige søn med tilbage til “gerningsstedet” for triumfen.  

-   Jeg havde min søn med i 2014 også, dengang var han kun ét år gammel. I år har jeg familien med igen, og vi bor på hotellet her på banen. Det gør det hele meget afslappet. Og så er Danmark et godt sted at komme, og vi er altid blevet behandlet godt. I år fløj vi for eksempel til Billund, og de var så venlige at sende en minivan ned efter os. Det er sådan nogle ting, der gør en forskel, siger den 42-årige skotte. 

Marc Warren husker mange ting fra de otte turneringer, han har deltaget i, men især 16. hul stikker ud. 

- Jeg gik med Søren Kjeldsen, da han blev hyldet for sine 500 turneringer på touren. Den larm, der var, da vi kom op til green, var helt utrolig. Da vi stod på 17. tee, snakkede vi om, at vi havde fået gåsehud. Det er sådan nogle ting, jeg vil huske for altid. Sammen med lydene fra alle de ænder, siger Marc Warren med et grin. 

- Jeg kommer igen næste år - det er helt sikkert. Det er lige meget, hvor det bliver, så vil jeg være at finde i feltet. Det bliver selvfølgelig svært at genskabe stemningen her fra Himmerland og ikke mindst 16. hul, men mon ikke Flemming har nogle ideer i ærmet? Det ville være mærkeligt andet.

 

Range-masteren  

De mange spillere, der år efter år er vendt tilbage til Made in HimmerLand, har været udsat for en del ændringer undervejs. Nye bygninger er skudt op, banen har ændret sig og det samme har de  alternative gimmicks ude på banen.

Men på driving range har tingene stort set lignet sig selv. Inklusive Ivan Skovsted, der har huseret her siden 2014 og sørget for, at der er bolde til spillerne, når de kommer og varmer op. Han har trukket snore, så græsset slides jævnt på en lige linje, han har slået græs og sikret, at de rigtige mennesker kommer ind de rigtige steder. 

- En af mine klubkammerater fra Harre Vig Golfklub fik mig med herned i 2014, og det var så sjovt det første år, at jeg har været med siden. Det giver noget sammenhold, og så spiller jeg selv golf, så det er sjovt at komme og se de her proer slå bolde, siger Ivan.

- Jeg har måske lært lidt af dem. Man kan ikke lade være med at stå og studere, hvor gode de er til at ramme bolden. Der er ikke nogen, der slicer, og ind imellem må vi finde boldene et godt stykke ude i det høje græs bag driving range, siger Ivan Skovsted, der anslår, at afstanden derud er omkring 350 meter. 

- Der har været mange gode spillere forbi - Lee Westwood og en masse gode danskere, og der har heldigvis også været tid til at komme ud og se noget golf. Jeg har prøvet at sidde på hul 16 og se spillerne komme forbi der. Det er nok det, jeg husker bedst fra banen. Det bliver svært at få den samme stemning, men det er også fint nok at komme rundt i landet og prøve nogle andre baner. Og der skal nu nok komme en stemning, uanset hvor det bliver, siger Ivan, der sammen med flokken af  klubkammerater har været en del af frivilligkorpset i Made in HimmerLand siden de spæde år.

Og det har givet noget rutine, som kræver lidt tid at opbygge.  

- Vi er syv-otte stykker fra Harre Vig, der er kommet hvert år, og vi har efterhånden en vis erfaring med at passe det her. Vi ved præcis, hvad der skal ske, og det er sådan noget, der lige skal have tid til at falde på plads, når man kommer et nyt sted, siger han. 

 

Kommentatoren 

Leif Nyholm har efterhånden dækket et utal af turneringer i det store udland, og han husker, da han i 2014 ankom til Himmerland for at kommentere Made in Denmark: 

- Min første tanke var:  Det er godt nok ude på landet, det her. Jeg følte egentlig, at det var lidt ærgerligt, når man fik en europatour-turnering til Danmark, at det var så langt ude, og spillerne skulle bo inde i Aalborg. Det er stadig langt ude på landet, men det er gjort til skamme, for nu bærer stedet sig selv, siger Leif Nyholm, som Dansk Golf taler med et par dage inden, Rasmus Højgaard vinder turneringen på magisk vis. 

Den afslutning skiller sig utvivlsomt ud i forhold til de øvrige øjeblikke, når Leif Nyholm skal kigge tilbage på turneringen set fra kommentatorstolen.  

- Som golfkommentator har der ikke været de øjeblikke, som skiller sig markant ud, og det er egentlig meget godt, for det har været godt det hele, siger Leif Nyholm, der dog ligesom mange andre har bidt særligt mærke i de events, der er foregået på 16. hul. 

- Jeg husker, at vi et år sad på toppen af HimmerLand Hill  og kommenterede fra “pølsevognen”, og det hul har da bestemt været leveringsdygtig i mindeværdige øjeblikke, siger han og nævner hyldesterne af Søren Kjeldsen og Thomas Bjørns turneringer nummer 500. 

- Men jeg synes alligevel, det drukner lidt i det store billede, fordi det hele har været så sjovt, siger Leif Nyholm, som sætter lige så stor pris på den mulighed, som turneringen har givet for at møde ligesindede i en årlig begivenhed, der kan betragtes som golfens helt eget Folkemøde. 

- Man skal være en speciel type, hvis man ikke ser frem til at komme her, hvor hele golf-danmark jo er i den uge. Man får talt med en hulens mennesker, som man normalt ikke får talt med, så det er mere et jævnt træk end bare én oplevelse, der skiller sig ud, lyder det fra Nyholm, altså inden årets brag af en finaledag. 

- Da jeg første gang hørte om projektet, havde jeg faktisk lidt ondt af Flemming. Jeg troede, det var dødfødt, men han har en motor som få og en evne til at få ting til at flyve. Og så har han selvfølgelig været godt hjulpet af Lars Larsen. Det er lidt nemmere at komme i gang, når man har sådan en mand i baggrunden, men lur mig om ikke det kommer til at kunne stå af sig selv fremover, siger Leif Nyholm, der i den forbindelse løfter på kasketten for de frivillige. 

- Det er jo noget af det, der har gjort det helt unikt: at det er de samme folk, man hilser på ni år i træk. Man kan flytte succesen med videre, hvis man formår at flytte de samme mennesker med videre til at stå ved en anden port og ikke mindst få stemningen med. Det er den største opgave i mine øjne.  

 

Banechefen

Hvis Susanne Nielsen havde været på kilometerbetaling for sin indsats under Made in HimmerLand gennem årene, ville hun være ved muffen. Men golfspilleren fra Sindal Golfklub er ikke i HimmerLand for at tjene penge. Tværtimod har hun alle årene holdt ferie for at kunne arbejde som frivillig. Siden 2017 har hun været Chief Marshal med ansvaret for samtlige frivillige på banen. 

- De første år var jeg hulansvarlig på det daværende hul 5. Så sørgede jeg for, at de folk, der var på hullet, spottede boldene, at der var ro på green og teestedet, og at de indikerede retningen på slaget. At spillet flød, fortæller Susanne Nielsen, som gjorde sit arbejde så godt, at hun før 2017 blev hevet til side af turneringens frivilligkoordinator, Gitte Nielsen, og forfremmet til Chief Marshal. 

I år har Susanne Nielsen haft ansvaret for de 170 frivillige på banen - mere end en halvering i forhold til de første par år, hvor der var 360 frivillige i gang på de 18 huller.

Hun fortæller, at læringen gennem årene - blandt andet med færre forecaddies og flere såkaldte walking marshalls - har været med til at begrænse antallet af banefrivillige uden at gå ud over flowet i spillet.   

Og flow har der også været i Susanne Nielsens ture til Himmerland. Selv i 2020, hvor den danske DP World Tour-afdeling blev aflyst på grund af corona og erstattet af DM for professionelle, valgte hun at være frivillig. 

- Det er hele stemningen hernede. Det er de samme mennesker, der kommer igen år efter år, spillerne er glade, og det samme er publikum. Det er en helt særlig fornemmelse at komme her, siger Susanne Nielsen, der gennem årene har kigget mere på frivillige end golfspillere. 

- Det er ikke meget golf, jeg får set i sådan en uge, siger Susanne, der husker en bestemt episode med Lars Larsen. 

- Han kom et år ind i teltet til de frivillige og var helt rørt og tårevædet over vores indsats. Det husker jeg tydeligt. Vi er her fordi, vi godt kan lide at være her, men det er altid rart at få noget anerkendelse. Thomas (Nielsen) og Flemming (Astrup) er også gode til at sætte pris på os, for de ved godt, at det her ikke kunne løbe rundt uden de frivillige, siger Susanne Nielsen, der er klar til at booke sin ferie næste år, hvis der skulle blive behov for en “professionel frivillig” som hende.  

- Lige så snart vi får en ny dato, så er den uge reserveret, siger Susanne, inden hun sætter sig ind i sin uundværlige buggy og begiver sig ud på banen. 

 

Pressechefen

Den nuværende pressechef, Brian Vester, har været en del af besætningen i pressecentret i Made in HimmerLand siden 2014, hvor de allerførste nysgerrige golfjournalister ankom fra hele Europa for at se, hvad der var på færde i Gatten og omegn.  

Ligesom resten af organisationen bag Made in Denmark var Brian Vester dengang spændt på at se, om tilskuerne ville komme, og hvordan de ville reagere. De både kom og reagerede.  

Og det blev hurtigt 16. hul - Himmerland Hill - der blev magneten og “talk of the town”. 

-  Det gamle 15. hul - som dengang formentlig var Danmarks mest udskældte par 3-hul, var nu pludselig blevet kort og sjovt. Vi håbede, det kunne blive en succes, og da vi kom ud på banen tidligt om morgenen blev vi mødt af hundredvis af mennesker i rød-hvide træningsdragter, fodboldtrøjer og klaphatte, som var på vej derud, fortæller Brian Vester, der senere på dagen skulle blive endnu mere overrasket. 

 - Efter nogle timer i pressecentret kunne vi godt fornemme på folk, at der var godt gang i den derude, så vi kørte ud til 16., og så var der bare tusindvis af mennesker på skråningerne og fed stemning. Og året efter blev det vildere med endnu bedre vejr og endnu flere fans. Det var nærmest magisk. 

Otte af de ni turneringer er blevet spillet i HimmerLand, som naturligt danner ramme om en stor del af oplevelserne. Men Brian Vester genkalder sig også 2018, hvor turneringen tog en enlig afstikker til Silkeborg. 

- Jeg husker, at jeg står i en lounge, hvor der står en tilskuer og sipper champagne og rækker hånden ud og high fiver Nicolai Tinning, som går lige forbi. Mens HimmerLand har været folkefest, var Silkeborg mere Skagen i uge 29. Det var lidt mere eksklusivt og sofistikeret, og det kunne også noget, siger pressechefen, der også husker de mange koncerter i HimmerLand som noget af det, der har defineret turneringen. 

- Duetten med John Daly og Johnny Madsen står klart i hukommelsen, og da vi i 2015 havde den helt store koncert på en meget varm aften, mødte jeg mine forældre, der sad i to klapstole og var helt oppe at køre over, hvor fantastisk det var, siger Brian Vester, der håber, at den næste turnering kan få samme opmærksomhed, som Made in Denmark fik i sin tid. 

- HimmerLand er et fantastisk sted til en golfturnering, men hvis man kan genskabe bare lidt af den nyhedsværdi, som vi fik her i HimmerLand de første par år, så er det en rigtig god idé at komme videre, siger han. 

 

Til tider går en golfkarriere langsomt. Til tider går den i ryk. Den ene dag står man og jagter autografer, den næste skriver man dem selv. En turnering kan begynde uden nogen som helst forventninger og slutte med karrierens største triumf. Sådan kan Rasmus Højgaards uge ved Made in HimmerLand opsummeres.

Efter ti DP World Tour-turneringer på dansk grund fik Danmark endelig sin første vinder. Her er, hvordan det gik til.

Tirsdag - pressemøde

Til trods for, at vi er i juli, er sæsonen endnu ikke kommet ordentligt i gang for Rasmus Højgaard. Han har gennem det første halvår været plaget af skader i skulder og ribben og er fortsat ikke uden gener, da han kommer til resortet, hvor familien ejer et af de karakteristiske trekantshuse.

- Jeg har ikke særligt høje forventninger. Mest af alt fordi jeg har kæmpet med skaderne og prøver at finde mit sving igen. Jeg har ikke trænet så meget den sidste uges tid. Så jeg tager sgu lidt let på det denne uge, sænker forventningerne, og så vil jeg sådan set bare ud og gøre mit bedste og se, hvad det rækker til, lød meldingen inden turneringens start.

Torsdag - første runde

Klokken 08.00 slår Rasmus Højgaard ud fra 10. tee, og få øjeblikke senere bliver en hård, kold vind akkompagneret af tung regn. Det er hverken sjovt for tilskuere eller spillere, men Højgaard udviser stor sikkerhed og kontrol i de vanskelige betingelser. Han når til -4, inden et par sene bogeys tager toppen af begejstringen.

- Det er ikke sådan, at jeg har spillet voldsomt godt her det sidste stykke tid, men jeg kom ud, og så havde jeg sgu godt styr på det. Holdt bolden i spil det meste af tiden og fik holet et par putts, siger han efter runden.

Ved dagens afslutning er den 22-årige dansker fire slag fra førstepladsen. Hans 68’er rækker til en delt sjetteplads.

Fredag - anden runde

For anden dag i træk er der gode takter. Med en birdie på HimmerLand Hill, det berømte 16. hul, skaber Højgaard glæde blandt tilskuerne, da han når to under par for dagen. Han er tilbage i par efter en skuffende doublebogey på 18. hul, hvor teeslaget ender i et umuligt leje mellem træerne venstre om fairway. Senere på ugen skal Højgaard få langt bedre greb om netop dette krævende drive fra 18. tee.

Man kan være sur over det, eller man kan vælge at sige, “det var det for i dag”

Højgaard er to under par efter 36 huller. Fra en delt 13. plads har han syv slag op til Nacho Elvira helt i front. Han ligger bedst til blandt de ti danskere, som klarer cuttet. Derfor er der ikke noget, som peger i retning af en hjemmesejr.

- Man kan være sur over det, eller man kan vælge at sige, “det var det for i dag”, og det er den tilgang, jeg vælger, sagde Højgaard efter den skuffende afslutning.

Lørdag - tredje runde

Omkring turneringen er der en følelse af, at Højgaard trods flot spil har for langt til toppen til at kunne kæmpe med om sejren. Det indtryk får man også fra hans egne kommentarer efter runden.

- Jeg synes faktisk, jeg spillede godt i dag. Selvfølgelig kommer der et par missere her og der. Det kan ikke undgås. Men jeg er tilfreds med, hvordan jeg spiller i dag, og jeg giver mig selv en masse gode chancer.

Sådan siger Højgaard efter en 65’er, der havde potentiale til endnu mere. Særligt gør en bogey på 14. hul ondt. Det korte par 4-hul kaster ni eagles og 37 birdies af sig lørdag. Højgaard er en af kun tre spillere, som sætter slag til på hullet.

- Det var bare et dårligt golfslag ned i en bunker, hvor jeg ikke lå så godt. Det er et hul, hvor jeg ville ønske, jeg var kommet af sted med noget andet, men sådan er det.

Jeg tror, det hjalp mig, at der var så mange mennesker rundt om green.

Det ser ud til at gøre forskellen mellem et reelt kandidatur til titlen og en fjern drøm om Georg Jensen-trofæet. Der er ti spillere bedre placeret, og der er seks slag frem til Nacho Elvira på førstepladsen. Forude venter 18 huller i godt vejr på en bane, hvor der ligger birdies og venter.

Vildere ting er sket i golf, men det ligner endnu et år uden en dansk vinder i HimmerLand.

Søndag - finalerunden

Der er glæde blandt tilskuerne, som følger Rasmus Højgaard rundt i søndagens syvende sidste bold. Solen skinner, og den bedst placerede dansker er godt spillende. Men det sitrer ikke. Der er ingen nervøs energi. Der er en accept af, at den sidste udgave af Made in HimmerLand - i HimmerLand - vil ende ligesom alle de tidligere; uden en dansker helt øverst.

 

 

Højgaard er fire slag under par efter syv huller. Han slutter første halvdel af finalerunden af med en bogey, men svarer med det samme tilbage med et birdieputt fra syv meter. På 12. hul bringer han sig fem under par for dagen, men der er fortsat brug for en stærk afslutning, hvis han skal lægge pres på spillerne i førerbolden.

Feltet spiller i gennemsnit 14. hul et halvt slag under par, men for anden dag i træk formår Højgaard ikke at tage slag fra det korte par fire hul. Gode chancer for birdie siver også forbi på 15. og 16., mens der bliver et hårdt slid blot at redde par på banens næstsidste hul efter et 338 meter langt drive.

Tvillingebror, Nicolai, og Højgaards forældre kan sammen med en stor skare af tilskuere se teeslaget ende midt i 18. fairway. Med et kort jern slår han bolden ind til seks meter og sænker puttet for birdie på banens sværeste hul.

Det giver en score i 64 slag og en total for ugen i -13. Højgaard modtager stor applaus fra tilskuerne og faste krammere fra familien. Rigtig interessant bliver det under de obligatoriske interviews, da scorekortet er underskrevet.

Mens Højgaard afskriver sine chancer, roder førerbolden med Nacho Elvira og Robert MacIntyre sig ud i store problemer på 13. hul. Både spanieren og skotten slår i den tykke rough fra tee og er uden chance for at nå green i regulation. MacIntyre er først tilbage på fairway i sit fjerde slag og indkasserer en triplebogey. Elvira laver bogey, og ud af ingenting er Højgaard på en delt førsteplads.

En nervøs time venter forude. Højgaard forsøger at klemme en frokost i sig og går derefter med sin tvillingebror på rangen for at holde gang i kroppen og få tiden til at gå.

I næstsidste bold har Richie Ramsay mulighed for at sætte en ny bedste score i klubhuset, men han slår sit andetslag i vandet på 18. og indkasserer en doublebogey, der reducerer ham fra ligningen.  

MacIntyre kommer sig aldrig over sit katastrofehul. Til gengæld nærmer Elvira sig karrierens anden titel, da han slår en wedge ind til en sikker birdie på HimmerLand Hill og derefter holer fra tre meter for at bringe sig i front på 17. Den 36-årige spanier slår lige over 18. green i sit andetslag. Det ligner en simpel par, men ikke tilsat de nerver, der også stod tydeligt til skue i sommeren 2021, hvor Elvira var lige ved at smide sejren i Cazoo Open i Wales.

Chippet er tættere på at ende i vandet kort af green end i hullet. Resultatet er en bogey. Elvira falder tilbage til -13, og derfor kræver det overtid at finde en vinder.

 

Omspil om titlen

Det er sidste chance for at få en dansk sejr. Der er en fornemmelse af, at golffesten i HimmerLand bliver nødt til at lukke og slukke med et dansk eventyr. Det summer af forventninger. Nu skal det bare være, og som dagen er forløbet, kan det ikke være anderledes. Det andet scenarie virker helt utænkeligt - selv om tanken dukker op flere gange undervejs i et omspil, der udvikler sig til et episk drama over seks akter med gys, action og en klar forventning om en happy ending.

Stemningen er intens. Aldrig har så mange mennesker i HimmerLand været så stille omkring 18. green. Aldrig har så mange mennesker sukket så dybt og brølet så højt.

Et par patrioter har tilsyneladende haft lidt for mange ture til fadølsanlægget i sommervarmen. I hvert fald har de svedt ud, at golf er en gentlemansport og jubler instinktivt og højlydt, når spanieren havner i problemer.

Størstedelen af tilskuerne har svært ved at se, hvor de to duellanters teeslag havner, så jublen kommer i to bølger, når Højgaard rammer fairway. Først lidt spredte klapsalver fra de tilskuere, som er gået med tilbage, og 30 sekunder senere breder jublen sig til greenområdet, når det forsinkede tv-signal når storskærmen.

 

 

18. hul er frygtet af alle, der har stået på det hævede teested langt fra den fairway, som kun kan rammes med is i blodet og fuld kontrol over boldflugten. Både Elvira og Højgaard havde en doublebogey på afslutningshullet i løbet af de fire runder, der ledte op til den nervepirrende afgørelse. Alligevel viser begge spillere deres klasse, da de igen og igen finder det korte græs og kvitterer med pars.

Hver gang, et hul deles, bliver de eskorteret tilbage til teestedet i buggy. Det giver tid til at tænke, og for mange tanker er en golfspillers værste fjende. På fjerde hul viser Elviras spil tegn på at slå sprækker. Spanierens drive ender i lang rough, men selv med en misset green får han reddet par og forlænget processen.

Omspillet synes uden ende. Der må snart falde en afgørelse, og den kommer næsten, da Højgaard slår sit drive for langt, og bolden kommer til hvile i sejt græs. To slag senere står han over et putt på tre meter for at holde liv i drømmene. Tilskuerne holder vejret, mens danskerens putt styrer mod hullet. Et sjette forsøg på at skille de to kamphaner er påkrævet.

Højgaard, upåvirket af sit uheld kort tid forinden, sender et missil midt i fairway. Elviras drive finder roughen, og det bliver afgørende. Hans slag mod green har ingen spin, flyver alt for langt og kolliderer med sponsorteltet bag green. Da et kamera opsporer bolden, zoomes der ind på indspilsgreen langt bag de hvide pæle, der markerer grænsen for banens areal.

Det letter presset på Højgaards skuldre. Efter den sjette par i træk kan de to duellanter kramme hinanden. Pendulet kunne ligeså vel være svinget den anden vej, men HimmerLand får sin danske vinder. En lettelsens jubel bryder ud på og omkring green.

- Det betyder alt. Det er en barnedrøm, der går i opfyldelse. Siden turneringens begyndelse har der været en drøm om at få en dansk vinder af den her turnering.

- Jeg tror, det hjalp mig, at der var så mange mennesker rundt om green. Det gav en ekstra gnist, og på den måde kunne jeg bygge en fortælling inde i hovedet om, at det her ikke bare var for mig selv - men også for alle dem, lød det fra den rørte vinder efter afgørelsen.

Det var Danmarks sejr nummer 47 på DP World Tour, siden Thomas Bjørn brød igennem på Loch Lomond i 1996. Foruden Bjørn har kun Thorbjørn Olesen flere sejre end Højgaard. Han er kun 22 år, men hvis de skadesproblemer, der har præget 2023, ikke bliver et gennemgående tema i karrieren, ligger der mange flere titler og venter forude.

14 danskere står bag de 47 titler. I løbet af 27 år er nationen gået fra at være en ukendt størrelse på den internationale scene til kun at være overgået af 10 lande i antal af sejre, siden europatouren blev stiftet i 1972.

Højgaards fjerde titel på DP World Tour er objektivt set ikke den største forfattet af en dansker. Men stedet, publikum, skaderne, syv kvarters omspil og ni års venten gør bedriften til den måske mest betydningsfulde. Hverken Højgaard eller de euforiske tilskuere omkring 18. green kommer nogensinde til at glemme søndag  d. 9 juli 2023.

På en almindelig runde golf har du fire eller fem par-3 huller. På de resterende 13 eller 14 teesteder bør driveren være den kølle, du hiver ud af bag’en - med mindre nogle særlige omstændigheder gør sig gældende.

Dem vender vi tilbage til.

Det kan nemlig give god mening at vælge konservativt fra tee. Men nok ikke så hyppigt, som du tror.

I arbejdet med elitespillerne på landsholdet tager vi udgangspunkt i, at hvis der ikke er risiko for strafslag inden for det område, hvor 95 procent af dine slag med driver lander, så skal du slå driver. Man skal ikke lave strategi ud fra de sidste fem procent.

Forvirret?

Det er der ikke nogen grund til. Hovedbudskabet for dig som klubgolfer er, at du skal kende din spredning med driveren. Og når der er overvejende sandsynlighed for, at du med din driver ikke vil slå bolden out of bounds eller et sted hen, hvor den ikke kan findes, så brug driveren.

For elitespillere  og lavhandicappere vil man sige, at de ikke skal slå driver, hvis der er røde pæle inden for det, der er deres normale spredningsområde. For mellemhandicappere bør risikoen for vand ikke nødvendigvis være grund til at droppe driveren. Hvis du en gang i mellem skal tage et drop og et strafslag, så kan det i længden sagtens være bedre end ofte at have længere til green, fordi du slår jern eller fairwaykølle fra tee.

Hul 16 på Al Ain Equestrian, Shooting and Golf Club, hvor landsholdet var på træningslejr tidligere i år, er et hul med et visuelt intimiderende drive, hvor mange vil være fristet til at tage et jern eller fairwaykølle fra tee. Illustrationen viser Mads Laages spredningsområde med henholdsvis 2-jern og driver og viser, at driver er det rigtige valg, fordi han i 95 procent af tilfældene kan holde bolden tør og placere sig et sted, hvor han har et slag til green. Risikoen for at ende i vandet er lige så stor med 2-jernet som med driveren, men bemærk at han skal sigte længere mod højre med driveren end med 2-jernet.
 

Så hvornår bør du fravælge driver?

1. For stor risiko: Der er out-of-bounds eller aldeles ufremkommelig rough i driverafstand og i dit spredningsområde, som du med stor sikkerhed undgår med et kortere redskab.
    

2. Terrænet bedrager!: Der kan være hældninger i driverafstand, som kan føre din bold steder hen, hvor det bliver for kostbart. Eller du kan komme så tæt på store træer, at du ikke kan slå over dem med dit næste slag.
    

3. Dogleg æder bolden: Din driver er tilpas lang til, at din bold vil ryge igennem dogleg og i vand eller tyk rough.
    

4. Fairwaybunkers er dybe: Normalt bør risiko for fairwaybunkers ikke få dig til at droppe driveren. Men hvis der er tale om pot bunkers, som du kun kan komme bag- eller sidelæns ud af, så er det tid til at genoverveje.
    

5. Meget kort par 4-hul: Hvis du uden at bruge driver alligevel kan have en wedge ind til green.

I landsholdsregi bruger vi tid på en grundig kortlægning af de baner, som vores bedste amatører spiller tuneringer på. Det er blandt andet med henblik på at have det bedste grundlag for køllevalg fra tee.
 

SE VORES INSTRUKTIONSVIDEO HERUNDER

 

Selv i pro-rækkerne er der masser af eksempler på, at spillere lader sig manipulere af deres følelser, når de står over for et visuelt intimiderende teeslag. De vælger defensivt, hvor driveren ville være det rigtige valg.

Hos amatører sker det endnu hyppigere.

En fire-trins plan

Hvis du flere gange på en runde vælger 3-køllen eller 4-jernet fra tee, så er her et par trin, der kan hjælpe dig til at spare slag:

1. Find din spredning: Slå et antal slag med driveren og opdag din spredning. Gør det eventuelt over flere dage, hvis du bliver træt. Nemmest er det selvfølgelig, hvis du har adgang til en Trackman, som kan kortlægge dine drives, både carry og total. Men ellers kan du også gøre det med et stykke papir, hvor du tegner boldene ind. Brug fingersbredder til at se, hvor langt fra dit sigtepunkt, bolden lander. Det er nemt, og det er nemt at overføre til, når du senere står på et teested. Mange elitespillere lander 95 procent af boldene inden for en afvigelse på ti procent af længden til hver side (hvad der svarer til cirka tre fingersbredder). Med andre ord har en spiller, der slår 250 meter i carry brug for at tage 25 meter på hver side af sigtepunktet med i sine beregninger. Hvad med dig?
    

2. Lav en gameplan fra bunden: Nu kender du din spredning. Så tag et frisk kig på din hjemmebane og overvej, om ikke du kan være mere aggressiv på nogle af hullerne.
    

3. Hav altid dine sigtelinjer til overvejelse: Det er langt fra altid midten af fairway, du skal sigte efter. Måske er der vand i højre side inden for dit spredningsområde, hvis du sigter mod midten af fairway. Men hvis du sigter i venstre kant af fairway, så er der måske kun fairway og overkommelig rough inden for spredningsområdet. Så er der grønt lys for driveren.
    

4. Vær nysgerrig på, om din strategi virker: Skriv ned, hvor mange gange på en runde, du kan komme videre med et slag mod green efter dit teeslag. Analysér og se, hvor der er mulighed for forbedring ved at ændre strategi.

Mads Laage

Vi bruger Mads Laage som model i denne artikel. Han er 20 år gammel og spiller i Smørum Golfklub. Han opnåede sølv ved det individuelle EM i år. To uger siden opnåede han igen sølv med det danske landshold ved hold-EM.

 

Martin Kold

Martin Kold har været tilknyttet Dansk Golf Union som landstræner siden 2015. Fra 2023 er han træner for herrelandsholdet, der i år opnåede en sølvmedalje ved hold-EM.

Der er masser af gode grunde til at følge med, når Solheim Cup løber af stablen om en måned. Her er nogle af de ting, der er værd at vide og værd at følge med i.

 

Solheim Cup siden 1990

Den 18. udgave af Solheim Cup bliver den første med Spanien som vært.

Den samlede stilling siden starten i 1990 er 10-7 i amerikansk favør, men Europa har vundet de to seneste udgaver.

To gange har USA vundet glaspokalen tre gange i træk. Europa har mulighed for at begå den bedrift for første gang på Finca Cortesin.

Formatet er: Fire foursomes og fire four-balls både fredag og lørdag, efterfulgt af 12 singler søndag. Hjemmeholdet har brug for 14 point for at beholde trofæet på europæisk jord. USA skal bruge 14,5 point for at vinde.
 

Pulsen i top fra start

Langt de fleste banedesignere tegner overkommelige åbningshuller, så golfspillere på alle niveauer kan komme fornuftigt fra start, og kødannelser bliver undgået.

Det samme gør sig gældende på Finca Cortesin, men ikke under Solheim Cup. Det er blevet besluttet at ændre rækkefølgen på de første huller, så fjerde bliver til første. Det betyder, at spillerne allerede fra rundens start står overfor et dramatisk åbningsslag.

Spillerne kan vælge at slå et langt jern eller en hybridkølle ud i fairway til højre, og derfra er der ikke mere end en wedge tilbage. Den anden mulighed er at gå efter green fra det hævede teested. Længden i sig selv burde ikke afskrække ret mange topspillere fra at prøve lykken. Men da der er vand hele vejen fra tee til greenkant, bliver det ikke et slag, spillerne vil se frem til.

Det vil tilskuerne til gengæld. I et stort blomsterbed på en stejl skråning omkring teestedet er en midlertidig tribune med plads til 1.500 mennesker under konstruktion. Derfra vil man kunne opleve eagles og doublebogeys; ændring af strategi i sidste øjeblik som reaktion på modspillerens slag; vundne og tabte huller i lange baner.

Forudsætningerne for endnu en højspændt Solheim Cup er allerede i top inden starten.   
 

Greenområder

Den mest præcise spiller på PGA Touren rammer 72,4 procent af fairways. På LPGA har 76 spillere en højere andel af ramte fairways.

Kombinerer man damernes generelt store præcision med Finca Cortesins gavmildt proportionerede fairways, er der lagt op til en uge, hvor slag fra roughen kommer til at høre til sjældenhederne. Det betyder, at dramaet kommer til at folde sig ud omkring greens.

Allerede et par måneder før slaget er det angstprovokerende at putte ned ad bakke. De 18 enorme greens er både ekstremt hurtige og har rigeligt med puklede udfordringer. Konturerne er så voldsomme, at det kan være tæt på umuligt at chippe eller putte i nærheden af pinden, hvis man har misset på den forkerte side af hullet. 

Det kræver strategi og overblik, og ligeledes kræves en god portion mod til at gå efter vinderslaget, når grænsen mellem succes og fiasko er hårfin. Læg dertil presset af et helt kontinents forventninger på skuldrene, og så kan det ikke undgå at blive intens underholdning.
 

Vinden

Da Dansk Golf lægger vejen forbi Finca Cortesin sent i juli, er ethvert forsøg på at skygge for den intense sol med en kasket forgæves. Ligeledes stormer det simpelthen for voldsomt på det åbne anlæg.

Der er en usædvanlig hård vind denne dag, men i klubhuset fortæller de lokale, at blæst er et gennemgående tema på banen nær Estepona. Ingen grund til at forvente anderledes til september.
 

Afstande

Det kan blive noget af en travetur for de tilskuere, som ønsker at følge en enkelt bold hele vejen rundt. Finca Cortesin er stort set ikke til at gå rundt. Banen i sig selv tærer på kræfterne, men det er afstanden mellem hullerne - mange hundrede meter i visse tilfælde - som gør en buggy til et essentielt hjælpemiddel.

I Solheim Cup kommer spillere og caddies naturligvis ikke til at benytte buggies på banen, men på de lange strækninger mellem hullerne vil de blive transporteret med shuttles. Det vil efterlade tilskuerne til fods med en stor opgave med at indhente det tabte uden at gå glip af vigtige slag.
 

Billetter

Det er stadig muligt at sikre sig billetter til slaget mod USA. Adgang til hele ugen koster 240 euro. Dagsbilletter til både træningsdage og selve dysten kan også erhverves. Det sker via:

https://solheimcup2023.eu/tickets-2023/

På grund af Covid-19 var det ikke muligt for europæiske tilskuere at overvære udebanesejren i Ohio i 2021. Til årets udgave er det ganske simpelt. Der er daglige afgange til Malaga fra både Billund og Kastrup. Fra ankomsthallen er der blot en times kørsel til Finca Cortesin.
 

Underholdning

Det er ikke kun selve golfen, tilskuerne har at se frem til. Den gamle tyrefægterarena i Marbella fungerer nu som eventcenter. Det er her, åbningsceremonien bliver afholdt, og hver aften, efter spillet er slut, bliver der afholdt koncerter i den cirkelformede arena.
 

Holdet

To europæere kvalificerer sig fra European Points List (LET-point), og det samme gør de seks bedst placerede på verdensranglisten. Kaptajnen vælger frit de sidste fire, som fuldender holdet.

Det europæiske hold offentliggøres den 22. august. Her lige før deadline er ingen dansker i position til at kvalificere sig. Men den bedst placerede dansker på verdensranglisten er Nanna Koerstz Madsen (billedet). Hun har fortsat chancer for at modtage et captain’s pick.
 

Kaptajnerne

Mens vi endnu ikke kender holdene i deres endelige form, er det for længst besluttet, hvem der skal lægge taktikken og holde talerne.

Europa

Kaptajn - Suzann Pettersen: 42 år, Norge.

Vinder af to majors og 13 øvrige titler på LPGA. Var nummer to på verdensranglisten, da hun var bedst. Indstillede sin karriere øjeblikke efter at have sænket det vindende putt i Solheim Cup 2019. Var med til at vinde fire af de ni gange, hun spillede med i Solheim Cup.

Vicekaptajner - Laura Davies, Caroline Martens, Anna Nordqvist (sidstnævnte sandsynligvis spillende).

USA

Kaptajn - Stacy Lewis: 38 år.

Stadig aktiv. Har vundet to majors og 11 øvrige titler på LPGA. Tidligere verdensetter. Har deltaget i fire Solheim Cups, to af dem som vinder.

Vicekaptajner - Angela Stanford, Morgan Pressel, Natalie Gulbis.

Greenfee

Du kan sagtens komme til at spille Finca Cortesin, og det er bestemt en mindeværdig oplevelse. Om den er 370 euro værd, rundt regnet 2.750 kroner, må være op til den enkelte. Med i prisen følger buggy og rangebolde. I lavsæsonen kan man slippe med at betale 290 euro.

Solheim Cup spilles fra den 22-24. september

Det er sen aften, da bilen, efter at have kørt i en halvbue langs kysten, når frem. Brautarholt-golfbanen ligger fremskudt på en klippehalvø en god halv time nord for Reykjavik. Banen er fuldt eksponeret for vind og vejr til forskel fra den islandske hovedstad, som ofte får læ af det næsten kilometerhøje bjerg Esja, der rejser sig som en væg i landskabet.

  Klubformand Gunnar Pálsson havde advaret om, at der ville være meget blæst. Sandt nok! Og selv om det er juli, balancerer temperaturen omkring syv grader.

  Med i bilen er Gillian og Steven Belfri, et ungt par fra delstaten New York. De benytter sig ligeledes af en pakkeløsning, der foruden greenfee omfatter lokal transport.

  Parret er på vej retur til USA fra et bryllup i Skotland og besluttede at gøre holdt i Island. Steven giver som begrundelse, at Brautarholt nævnes i omtale som en bane, man bør besøge mindst én gang i livet, og mens der er midnatssol.

  I Island er det muligt at opleve det unikke ved at spille golf, mens aften glider over i nat. Der er lyst døgnet rundt i hele juni og et langt stykke ind i juli.

  Tilmed titter solen frem mellem spredte skyer, da bilen bumper ad en jordvej hen til en cigarkasse af et træbeklædt klubhus med panoramavinduer.

  Vind og kulde kalder på iførelse af termoundertøj, strikhue samt vinterhandsker til runden. Opfordringen lyder til at vælge en trolley frem for en buggy, fordi det bidrager yderligere til varme i kroppen.
 

Storladen start

Naturdramaet begynder allerede på første hul, som er det smukkeste af samtlige. Det er et par 5-hul på en anelse over 400 meter fra gul tee, der løber i et scenisk klippelandskab. Fra udslaget skal man navigere gennem en lavtliggende, S-formet fairway, der har tre brunsorte bunkers i midten og er omgivet af vand. Det sidste stykke mod green er blindt, da hullet slutter på en klippehylde. Det er nemt at undervurdere styrken i medvinden fra nord, og vi slår alle for langt, hvorfor bolden dratter ned i Atlanterhavet.

Videre til hul 2, som er et par 3 på 125 meter. Også på dette hul er der kraftig medvind. Og er det en søpapegøje, der uden anstrengelser krydser hen over os? Længdekontrol er altafgørende. Atter er vi i vanskeligheder.

Brautarholt er designet af islændingen Edwin Roald i 2011. Han har ry for at lade naturens konturer råde.

Hvilket også hul 5 er et bevis på. Det er et par 3 på hele 209 meter, og hvor bolden skal flyves så godt som hele vejen over en sø, hvis det skal være realistisk at opnå par. Alternativet er at gå venstre om søen. Det gør vi.
 

Fra hul 6 og videre er der mere læ, og sværhedsgraden daler. Hul 9 er et par 5 med en bred fairway og en green uden bunkers.

Brautarholt blev udvidet med tre huller i 2017, og man kan vælge mellem at spille 12 huller eller 2 x 9 huller. Det er planen at gøre det til en egentlig 18 hullers-bane i løbet af et par år.

Hul 11 er et dogleg højre par 4 på kun 256 meter. Hvis udslaget er rimeligt, er der oplagt chance for par. Det afsluttende 12. hul er ligeledes et par 4, men længere og med større udfordringer, nemlig tre onde fairwaybunkers og en vandhazard umiddelbart foran green.

Og så er det tak for samværet til Steven og Gillian! Vi er enige om, at banen er aldeles storslået. Eneste anke er greens - især på hullerne ved havet. Greens bliver vedligeholdt på traditionel vis, mens over 30 robotplæneklippere trimmer græsset på fairways. Men klubformand Gunnar Pálsson forklarer, at det ikke har været en normal optakt til sæsonen. Der var hård frost i vinter uden noget snedække. Derpå fulgte en voldsom storm i foråret, hvorved der blev spredt salt fra havvand over banen.

65 baner til 360.000

Island er en noget overset golfdestination. Formentlig fordi landet ligger højt mod nord, og der er koldt meget af året. Sæsonen rækker da også kun fra maj til september. Til gengæld kan man om sommeren snildt nå en 18 hullers-runde om aftenen efter arbejdstids ophør. Hvortil kommer den eksklusive mulighed på flere baner for at spille, mens aften bliver til nat.

Stik mod den udbredte forestilling er islændinge golftossede. Der er 65 baner landet over, heraf 10 baner i Reykjavik-området. Det skal sammenholdes med, at befolkningstallet i Island ikke overstiger antallet af borgere i Aarhus Kommune, nemlig cirka 360.000. Intet andet land i verden er så velforsynet.

Derfor er det værd for danske golfere at overveje at pakke køllerne, hvis de skal til Island. En anden mulighed er at lave en stopover på vej til eller fra USA. Icelandair tilbyder rejsende at gøre holdt i op til syv nætter ved mellemlanding i Reykjavik-lufthavnen Keflavik, uden at det gør flybilletten dyrere.

Dansk Golf aftalte at mødes med forkvinden for Islands Golfunion, Hulda Bjarnadóttir, for at få en forklaring på den massive interesse for golf. Sportsgrenen er landets næststørste efter fodbold.

Det er i en uge med klubmesterskaber i alle islandske klubber. Hulda Bjarnadóttir deltager på Nesklúbbur-banen, en flad ni-hullers bane, som er anlagt på et cirkulært næs i Reykjaviks vestlige udkant.

Det sidste stykke fra parkeringsplads til klubhus er som en scene i Hitchcock-gyseren Fuglene. Havterner, der vil beskytte deres yngel, dykker igen og igen ned mod hovedet. Vel i sikkerhed lyder meldingen, at flere medlemmer bringer en paraply for at afværge angrebene. Ternerne stiler mod det højeste punkt.

Medlemstallet i Islands Golfunion har været støt stigende de seneste fem-ti år og er nu på over 23.000. Coronapandemien gav et opsving.

Hulda Bjarnadóttir udpeger flere årsager til golfentusiasmen blandt islændinge: Der er god adgang til jord til golfbaner, og arealet stilles typisk til rådighed af kommunen. Det er lykkedes at tiltrække kvinder og unge i voksende tal. Kulturen er ændret fra en herresport med at drikke og ryge efter runden til et fokus på folkesundhed. Årskontingentet er gennemsnitligt lidt lavere end i Danmark, og der er nedsatte kontingenter for par og familier.

Men den lange, mørke vinter? Islændingene tager ligesom danskerne gerne på golfrejse til Sydeuropa. Desuden skyder der indendørs golfcentre op, hvilket også er en succesrig måde at lokke teenagere til golfsporten.

En sløjfe mellem lava

Tiden er inde til endnu en runde midnatsgolf. Denne gang er det på Keilir-banen, som ligger ved kysten et kvarters kørsel syd for Reykjavik og ikke langt fra hovedvejen til lufthavnen i Keflavik.

Dadi Janusson, bestyrelsesmedlem, foreslår at begynde med en middag i klubhuset. Dagens fiskeret synes at være et indlysende valg i et land, hvor fisk og skaldyr er en populær spise foruden lam. Derefter er det ud på banen, hvor to af Dadis venner slutter sig til.

Keilir-banen blev anlagt med ni huller i 1967 og er opkaldt efter en vulkan længere mod syd. Banen er siden vokset til 12 huller - og i 1997 til 18 huller. Hver gang med en ny banearkitekt.

Keilir fremstår som en bane, hvor for-ni og bag-ni er vidt forskellige. For-ni er omgivet af lava - det vil sige størknet stenmasse, mens bag-ni er lagt ud på en flad bakke og er helt grøn.

Der har været omslag i vejret, og der er 15-16 grader og overvejende sol. Uld eller fleece? Ikke nødvendigt! En let brise dør hen efterhånden, så det tager noget af links-præget ud af ligningen.

Men på lava-sløjfen er der fuldt op at gøre med at holde bolden på de grønne udskæringer. Tre af os fire i fire-bolden får en rocky start på et par 5, da drivet lander i roughen af sten. Men allerede på hul 2, et par 4 med flere indsnævringer, kommer der en opmuntrende parscore takket et langt, holet putt.

Course management er vigtigere end at slå langt, og banen måler da også samlet kun 5.405 meter fra gul tee. 

Hul 5 er et meget drilsk, snoet par 4 på 354 meter. Hul 6 er et kort par 3 på 128 meter, men hvor green ligger bag en tværgående klippe. Hul 7 er et dogleg højre, hvor green bliver synlig ret sent.

Det er uundgåeligt at komme ud i lavaen. Mange klubmedlemmer har derfor en dedikeret ”lavakølle” - typisk et syvjern købt brugt - vel vidende, at kontakten mellem kølle og sten kan give skrammer.

Der er lejlighed til at småsludre undervejs. Alle medspillerne taler dansk fra ophold i Danmark og har også prøvet danske baner. En af Dadis venner mener, at lavabanen såmænd ikke er sværere end en dansk skovbane, hvor træer nemt kommer i vejen.

Bag-ni er en klassisk links-sløjfe, som der foregår stadige bestræbelser på at gøre så ”skotsk” som muligt.

Sløjfen åbner med et utrolig smukt par 3 på 164 meter fra et eleveret teested. I baggrunden skimtes gletsjeren Snæfellsjøkull i nordvestlig retning. Hul 11 er et kort dogleg venstre par 4, som hælder mod havet. Hul 14 er et risk and reward-par 4, hvor den modige bliver belønnet for at skrå over vandet.

Det er lige omkring midnat nu, og solen er en kæmpemæssig, orange kugle. 

Hul 16 er et forholdsvis kort par 5, men langs med hav hele vejen. Hul 18 slutter ned ad bakke med en green ved klubhuset.

Selv om klokken nærmer sig 1.30, er der stadig servering i klubhuset. Dadis ven, ham med en klar mening om skovbaner, erklærer med samme overbevisning og med nørrebrosk diktion, at ”nu fortjener vi en fadbamse”.

Tour-golf er et kært barn. Det vrimler med navne på det mystiske projekt, som 6. juni blev annonceret af LIV Golf, PGA Tour og DP World Tour. Efter et par års skænderi gik de tre tours pludselig i seng med hinanden og satte en form for barn i verden. Barnet har fået en række arbejdstitler. Fra det bløde samarbejde, over den uforpligtende rammeaftale, til den opreklamerede fusion. Den mest sigende betegnelse i omløb er vel alliance. Men hvem eller hvad er i så fald fjenden? 

Et bud på en fjende kunne være kedsomheden. 

LIV vil fyre op under den gamle sport, og lidt ballade på bagsmækken skal ikke stoppe golffesten. The Show Must Go On, så jeg tog til Valderrama for at se på de varer, det nyskabende golf-format har på hylden.
 

Liv indtager Valderrama

Onsdag. Om to dage løsner LIV sit første gunstartskud på europæisk jord. Men invasionen af Valderrama begyndte allerede mandag. LIV gør mere end bare at låne Spaniens mest berømte golfanlæg. Golfportens disruptor nummer ét har sørget for reelt at eje Valderrama i en uge, ikke bare leje eller låne baneanlægget. Reelt er det kun klubrestauranten, der tilhører medlemmerne lige nu. 

- Op til store turneringer kan vi medlemmer normalt bevæge os frit. Se spillernes prøverunder, træning og presseopbuddet, siger Roman Reischl, mangeårigt Valderrama-medlem.

- Men ikke i denne omgang åbenbart. Det er lidt som at komme hjem til sin lejlighed og blive afvist ved døren.
 

Reischl ryster chokket af sig og får, ved hvad der ligner et tilfælde, lov at komme ind på sin hjemmebane. Jeg møder ham ved driving range, der i LIV-konceptet er omdannet til en slags scene for træning. Et andet Valderrama-medlem er tydeligt betaget ved synet af Bubba Watson, Cameron Smith, Dustin Johnson og andre stjerner, der står foran os og træner på hans hjemmebane.

- Bubba Watson på europæisk jord! Det ville jo være utænkeligt, hvis ikke det var for LIV, siger han til mig med et begejstret smil.

At begejstre er LIV’s erklærede mål. Efter nogle sløje år har også Real Club de Golf Valderrama behov for at begejstre. At være vært for LIV giver et frisk pust til traditionsklubben, ikke mindst økonomisk. Turneringerne på DP World Tour trak for mange mellemvarespillere og for få livlige golf-fans.

LIV forsøger at være alt andet end sløjt. Konceptet inviterer til lethed og ungdommelighed. Væk fra golfsportens støvede image. Et værktøj i brandingen er 1980’er-grafik, med logoer i børnevenlige former og tyk skrifttype i legesyge neonfarver, som i computerspil fra min barndom. 

Valderrama-medlem Roman Reischl var også barn i 1980’erne. Dengang faldt hans forældre for Robert Trent Jones’ nyanlagte topbane med de spøgelsesagtige korkege, der bøjer ind over fairways og kræver ypperste koncentration fra tee. På grund af en alvorlig skiulykke er Reischl skidt gående i dag. Han får tilkæmpet sig en buggy hos caddie master, så han kan vise mig rundt på sin hjemmebane. 

Efter et par huller konstaterer Roman Reischl, at LIV har indtaget hans hjemsted. Højttalere på hver green og strategiske steder undervejs på hullerne. I alt 160 af dem står klar til at udbasunere timevis af blød lounge-musik. Fan-village byder på chippe-challenge, ansigtsmaling og minigolf.

- Jeg er superkonservativ, det indrømmer jeg gerne. Alligevel synes jeg, det er tiltrængt med et format, der kan tiltrække unge, siger Reischl. 

- Men LIV skal ikke kopiere Waste Management Open i Phoenix og lave fest på hvert eneste hul.

Reischl er også tilhænger af gunstart, hvor alle 48 spillere starter og slutter golfrunden samtidig.

- Hvor tit er man ikke ankommet til en golfturnering bare for at konstatere, at yndlingsspillerne allerede har spillet færdig?   
 

G-Macs stunt

Et af LIV’s mange slogans er ”Don’t Blink!”. Blink med øjnene, og du risikerer at gå glip af festen. Både som fan og som journalist kommer man helt tæt på, også til træning. Jeg bemærker en ældre gentleman, der går myndigt rundt ved kortspilsområdet. Stjernerne flokkes om ham, som om de venter på at komme i audiens. Hans gråhvide hår stikker ud hist og her under kasketten, han har overskæg og en wedge nærmest limet til håndfladen. Aura, tænker jeg. Guru. Snart finder jeg ud af, at han er trænerlegenden Pete Cowen. 

Jeg falder i løs snak med Cowen om Ryder Cup og Højgaard-brødrene. Han har vistnok en aftale med Graeme McDowell om at kigge lidt på driveren. McDowell bliver utålmodig. Som en blæret juniorspiller gør han et listigt forsøg på at få Cowens opmærksomhed. ”G-Mac” stiller driveren fra sig, finder sin wedge og vender sig 90 grader direkte mod et partytelt, der er sat op mellem driving range og chippe green. Hurtigt kig på afstanden, der ligner 40 meter. Fra det ultrakorte græs pitcher han en høj og flot bold hen over det mennesketomme telt. Den studser en enkelt gang, rammer pinden på kortspilsgreen og lægger sig en halv meter fra hullet. Jeg ser slaget som et tegn til mig om at træde til side. Pete Cowen ser også kongeslaget, men er uimponeret. 
 

- Jeg har set det hele, bemærker Cowan tørt.

Med wedge-manøvren forbinder jeg nu McDowell med to ting i LIV-sammenhæng. Hans kolleger med mindre trang til refleksion holder hænderne på golfkøllen. Så stikker de dem ikke ind i en hvepserede. På et tidspunkt forsøgte Graeme McDowell at forklare sit skift til LIV. Emnet faldt på journalisten Jamal Khashoggi, som blev dræbt og parteret, ifølge amerikanske efterretningstjenester på ordre fra den saudiske kronprins Mohammad Bin Salman. McDowell kom for skade at betegne Khashoggis skæbne som ”en uheldig situation”. Uheldigt sagt, mildt sagt. Så uheldigt, mente nogle på sociale medier, at McDowell skulle have dødstrusler. Nordireren skulle måske have gjort som Talor Gooch, der holder snuden i sporet og nu fører LIV. Han omtalte sig selv som ”ikke klog nok” til at forholde sig til menneskerettigheder og ytringsfrihed.
 

Mystik om tal

Torsdag. Torsdag er første spilledag. Men i den nye LIV-normal er torsdag dagen før dagen, altså pro-am. Jeg er nysgerrig for at se Valderrama spillet af dødelige golfere med masser af penge og jordnære golfsving. I skyggen af en korkeg drømmer jeg om at lægge de godt 55.000 kroner, det koster at spille med en LIV-stjerne. 

I dag er der ikke nogen, der gider gå til golfturneringer, hvis der ikke er musik og gang i den

Rygtet vil vide, at det er ren lodtrækning. At det koster det samme at spille med Bryson DeChambeau som med Richard Bland eller Scott Vincent. Det vil også vide, at man er for dum, hvis man betaler fuld pris, at alt er til forhandling. Efter gentagne henvendelser om den reelle matchfee til pro-am blæser LIV’s svar i brisen mellem korkegene. 

Mystikken om matchfee siger meget om LIV’s uklare økonomi. Alle ved, og alle taler om, hvor pengene kommer fra, og hvad det fører med sig. De kommer fra den saudiarabiske regerings investeringsfond, PIF. Men forventes der egentlig dollars og euro den anden vej? På de tilgængelige parametre ligner LIV en dårlig forretning. Den nye økonomiske enhed, altså alliancen, nævner krav om en ”fuldstændig og objektiv empirisk datadrevet evaluering af potentialet i LIV”. Med andre ord skal LIV snart hoste op med hårde tal, hvis det nytænkende format skal leve videre. I skrivende stund virker selv de nemme tal svære for LIV. Halvanden måned efter Valderrama, trods adskillige henvendelser fra mig selv og andre journalister, er meldingen, at man ”stadig arbejder på at finde tilskuertallet”. Men der var mange mennesker, må vi forstå på de forskellige udmeldinger.
 

Golfbanen som stadion

Fredag. Så er det nu. Valderramas driving range er klædt på til golffest. LIV gør træningsbanen til et brand forvandlet fra højtideligt golftempel til en oppumpet skueplads. LIV-festen har en forkærlighed for gnidningsfri loungerytmer og blød housemusik. Men her i timen op til gunstart får vi hard rock og livlige elektrobeats.

- Hele ideen er at gøre en golfbane til et sportsstadion, fortæller AJ Dolan, der står for musikken ved LIV-events. 

- Op til gunstart må musikken gerne ramme urmennesket i os alle. I minutterne helt op til start kommer ”Thunderstruck” og ”The Final Countdown”. Så skruer vi op til 85 decibel. 

Spændingen stiger takket være musik fra højttalere på stativ. En kødrand af tilskuere er stimlet sammen for at se stjernerne slå bolde fra træningsscenen ud over dalen med dens greens og flagstænger. På græsset har LIV-stjernerne deres egen udslagsbås inddelt efter deres hold. Crushers. Fireballs. Majesticks. Ved hver bås står mandshøje bannere med foto af spillerne iført smil og overskud.

Klokken runder de 13, og der er gunstart om et kvarter. En stemme over højttalerne kalder os til tæppefald, først på engelsk og så på spansk med umiskendelig amerikansk udtale. Jeg bevæger mig over mod 1. tee. Her står en flamencodanserinde koncentreret, klar til dans på en medbragt step-plade midt på dametee. Hun er flankeret af en guitarist og en percussionist, der sidder foroverbøjet og klapper ivrigt på sin cajón. 

Den andalusiske lokalkolorit er hurtigt overstået. Welcome to The Jungle med Guns n’ Roses tager over. Volumen ned og BANG! Gunstart, ægte gunstart med krudtskud og røg i alle farver. På første tee Phil Mickelson, Harold Varner III og Sergio Garcia. De holder sig i den mentale zone, nu til det vippende guitar-riff på AC/DC’s Thunderstruck. Gang i den fortsætter lidt endnu, til de faktisk skal til at slå. Så skifter musikken tilbage til LIV-konceptets bundklang, som er loungestemning og beachbar. 

García er uformel vært for LIV på Valderrama. På en video i optakten byder spanieren velkommen til banen ved at hidkalde ånden fra Severiano Ballesteros. På den måde får García smart koblet den afdøde golflegende til LIV’s kontroversielle projekt. Som ægte folkeeje kan enhver spanier bøje Seve i den retning, de hver især ønsker. Jeg spørger et par spanske journalister, om Seve mon ville have omfavnet LIV. Vurderingen er umiddelbart ja, da han kunne lide penge og var sur på alle, der var højt på strå i golfverdenen.
 

Reed hyler Bubba ud af den

Lørdag. Jeg må finde noget sportsligt at rapportere om. LIV kritiseres for at pakke spillerne ind i vat. Der er intet cut, og trøstepræmien for at slutte nummer 48 ud af 48 er 120.000 dollars. Men man eksperimenterer med nedrykning og oprykning som i fodboldligaerne. Fire af de 48 rykker direkte ud, og 20 af dem havner i en boblezone med kamp om pladserne. En spillers fremtid er med andre ord på spil her sidst på sæsonen. Hvor går de hen, hvis de står uden kort til næste LIV-sæson?

Harold Varner III ligger i toppen af ranglisten og behøver ikke bekymre sig om næste år. Med sit positive sind og drengede gangart er amerikaneren en sand publikumsdarling. Han interagerer og snakker med alle omkring sig. Men Valderrama satte ham tydeligt på prøve på førstedagen, hvor han i ren træningsiver løb fra 18. green og direkte på driving range. 

På skrænten ned mod vandet på hul 10 bruger Patrick Reed i vanlig stil lidt for god tid på en regelsituation. Han spiller i dag med Bubba Watson, der har været åben om både sin angst og sociale fobi. Reeds regelshow på skrænten løber op i 11 minutter. Bubba er urolig, og da han endelig skal slå ind til green fra 60 meter, laver han ikke bare én men to ”pro-Lundborg”. Begge gange afviser den falske front på den hævede green bolden og sender den tilbage i dalen. En lille gruppe i publikum råber hånligt ad de kiksede slag. De holder ikke med Bubba Watsons hold Range Goats. Triple bogey til Watson, birdie til Reed.

Andalusisk Picnic

Søndag. På finaledagen sætter jeg mig med en kollega langs bækken på hul 17 på en skammel i skyggen. Golfen må komme til os i dag, beslutter vi. Det gør den også. LIV forstår at informere på storskærme med relevante tal om de spillere, der kommer vores vej ad fairway. Om hvor langt de slog i drivet, og hvor langt de har ind til green på det sagnomspundne par 5-hul, hvor Tiger Woods puttede bolden i søen under Ryder Cup i 1997.

En ældre engelsk herre med stok har også sat sig. Han har sendt sin datter ud på banen for at se golf, da han er mere optaget af VM i cricket, der kører i hovedtelefonerne. Bag os to spanske par, der er kørt hertil fra Cádiz. 

- Vi er golffanatikere, men vores hustruer spiller ikke golf, siger Javier Sánchez de Medina.

-  Men de gider godt med til LIV. Det gamle format gad de ikke, supplerer hans golfmakker Francisco Cantero.

Venneparret har snydt lidt hjemmefra og har medbragt serranoskinke og manchegoost. LIV vil både være mere global og mere lokal. Det sidste kniber noget. Nok startede turneringen med et halvt minuts flamencoindslag, men der er ingen spansk mad at købe på anlægget. Ej heller en kop kaffe kan støves op.

Jeg er superkonservativ, det indrømmer jeg gerne. Alligevel synes jeg, det er tiltrængt med et format, der kan tiltrække unge

Showmanden Bryson

Men tilbage til afgørelsen, der spidser til. Turneringen ender i højdramatisk parløb mellem Talor Gooch og Bryson DeChambeau. Sidstnævnte er en klar publikumsfavorit. Han har to sikkerhedsvagter omkring sig. Hans fans råber slagsange, der lyder mere af fodbold end golf. 

Foran førerbolden spiller Dustin Johnson. På hul 17 slår han bolden ned i venstre under korkegene. Han beder pænt publikum skabe lidt plads til et konservativt chip ud på fairway. Kort efter ender Bryson helt samme sted. Men stjernen nøjes ikke med at genne os væk i ro og mag. Med store armbevægelser griner han og driver os væk, som var vi hans kvæg.

- Much more room, move! Move! Move! 

Brysons direkte facon vinder ham endnu mere sympati og jubel. Vi stimler sammen og slutter ring om ham og boldens dybe leje. Han spørger ud i luften, hvad bolden mon gjorde oppe i træerne på vejen herned. Stemningen er intim, og DeChambeau skal minimum lave birdie. Manden med den videnskabelige tilgang til golf slår et opfindsomt slag ud gennem træerne og op på green. Seve ville have klappet i graven. 

Birdien er i hus, men lige lidt hjælper det. På sidste hul er Bryson igen i problemer, nu i højre.

- Oh God, how could I do that again? 

Han får igen kæmpet sig tæt på flaget, men lige over green til et svært chip, der skal i hul for at presse Gooch. Fornuftige Gooch har ramt fairway og lagt sig op til fire meter. Den sænker han for de fire millioner euro i sejrspræmie og en hurtig sejrsrus.
 

Mere festival end golf

På falderebet, foran det traditionelle klubhus med det fine kongelige stempel, falder jeg i snak med tre unge golfgutter fra Horsens. De er på autografjagt iført høje LIV-stråhatte og endnu højere humør. 

- Så du Goochs caddy poppe champagnen midt på green? Altså før Bryson skulle putte sit sidste putt? spørger Malthe Nielsen sine kammerater.

- Ikke så meget pis med ham.

Begejstringen hos Horsens-trioen er ikke til at tage fejl af. I de sidste par år har jeg nærmest kun fundet det synspunkt, at LIV er noget bras og ikke mindst, at stillingtagen er det vigtigste.

- Vi er her for at have det sjovt, mens vi er hernede, siger Mikkel Østergaard.  

Malthe Nielsen er bosiddende på Solkysten og arbejder med golfrejser. 

- Der gik cirka 30 sekunder, så sagde Mads, at det her er mere festival end golf. 

Mads Hermansen fortsætter:

- Det giver bare noget ekstra med stemning og ting, man kan lave. Der er ikke støj, men der er musik. Gang i den. Man bevæger sig lidt, og med musikken kan folk jo faktisk stå og snakke lidt. Tænk, hvor gode spillerne må være til at koncentrere sig!

Malthe Nielsen skærer ind til benet:

- I dag er der ikke nogen, der gider gå til golfturneringer, hvis der ikke er musik og gang i den.

Jeg forlader Valderrama med en nagende fornemmelse. Jeg glemte at spørge de danske LIV-fans om noget vigtigt. Om som tilskuer at støtte det foretagende, der betaler for det hele. Og i øvrigt som journalist. Efter fem dage i solen må Valderramas hængende træer have lullet mig ind i LIV Golfs drømmemaskine.